
'De gamle skal i højere grad passe de gamle'. Sådan kan man lidt kækt kalde flere kommuners indsatser for at få flere seniorer i ældreplejen til at blive bare lidt længere. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommuner lægger sig i selen for at fastholde senior-medarbejdere i ældreplejen
Manglen på sosu'er får nu flere kommuner til at sætte fokus på seniormedarbejderne i ældreplejen. I Aalborg for eksempel lokkes erfarne medarbejdere med bonusser for at blive.
Udgivet: 30/03/2022
I kommunerne bliver det 'grå guld' i ældreplejen mere og mere det grå guld i virkelighedens verden. For med stigende mangel på blandt andre sosu'er, sygeplejersker og ergoterapeuter, kan det være en god investering for kommunerne at gøre en indsats for at få ældre medarbejdere til at blive bare lidt længere i jobbet. Det mener man i kommuner som Aalborg, Holbæk og Randers.
I Aalborg Kommune har man bestemt sig for at lave en ny seniordning inden for ældreplejen. Der er blevet afsat 2,5 mio. kr. til ordningen. Ifølge en meddelelse fra kommunen skal pengene blandt andet gå til en lønbonus:
Fremover kan Aalborgs social- og sundhedsmedarbejdere på ældreområdet få en kontant bonus, hvis de bliver mindst et år længere end deres individuelle efterlønsalder. Bonussen starter ved 10.000 kr. for et år og stiger med 5.000 pr. år til maksimalt 30.000, hvis medarbejderen udskyder efterlønnen i mindst fem år.
Der er også andre former for 'lokkemad' til senior-ansatte i Aalborgs ældrepleje: Den nye seniorordning indeholder en økonomisk gevinst for medarbejderen, som for eksempel vil gå op til tyve procent ned i arbejdstid, mens lønnedgangen kun er en halv procent for hver en procent, medarbejderen går ned i tid.
Randers vil have pensionister tilbage i job
Hvis man i Randers Kommune er gået på pension og inden for de senere par år og tidligere har arbejdet inden for sundheds- eller omsorgsområdet, kan man nu søge en stilling som vikar i Randers Kommune.
"Der er rigtig mange gode og kvalificerede medarbejdere, der er gået på pension eller efterløn inden for de sidste par år. Og hvis nogle af dem savner det kollegiale fællesskab og gerne vil gøre en forskel, så vil vi meget gerne i dialog med dem om deres ønsker og muligheder. Vi har brug for alle de kvalificerede hænder, vi kan få," siger Lene Jensen, omsorgschef i Randers Kommune i en meddelelse fra kommunen.
Ifølge Ældresagen må man tjene godt 120.000 kr. om året, uden det påvirker udbetaling af folkepension. Det er også muligt at have en indtægt ved siden af sin efterløn.
Undersøgelse i Holbæk
I Holbæk har man i kommunen besluttet sig for at nedsætte en kommission, som skal finde frem til, hvordan man får de gråhårede ansatte i ældreplejen til at blive lidt længere.
Kommissionen skal undersøge muligheder for at understøtte, at flere seniorer bliver på arbejdspladserne, og at flere vælge at uddanne sig indenfor fag, der er relevante på ældreområdet.Kommissionen kommer blandt andre til at bestå af borgmesteren, der bliver formand, samt repræsentanter fra blandt andet Udvalget for Ældre og Sundhed, Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv, FOA, Ældresagen og Ældrerådet.
Kommissionen skal undersøge, hvad kommunen kan gøre for at opnå de ca. 200 ekstra medarbejdere, som der skønnet vil være brug for på ældre- og sundhedsområdet i 2028.
Allerød vil have unge ind
I Allerød Kommune har man ikke kun blik for de ældre ansatte i ældreplejen. Her forsøger man også at motivere helt unge til omsorgsarbejde. Således skal man onsdag 30. marts i Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget tage stilling til 'Strategi for fremtidens ældreområde'. Det fremgår af dagsordenen for udvalgsmødet.
Ifølge strategien vil man i den nordsjællandske kommune gerne have flere unge ind i ældreplejen, og der give dem mod på og lyst til omsorgsarbejde/uddannelse.
Allerød Kommune har fra og med 2021 igangsat et projekt om ansættelse af unge under 18 år i fritidsjob på plejecentrene. Der er ved budgetforliget 2021-28 afsat 150.000 kroner årligt til pilotprojektet ’Unge i fritidsjob på Allerød Plejecenter’.
Sidst opdateret: 30/03/2022 - 11:02
Temaer: Rekruttering
Emner: Ældrepleje, FOA, Randers Kommune, Aalborg Kommune, Allerød Kommune, Holbæk Kommune







































