
- Foto: Rasmus Hjortshøj/Københavns Kommune
Snart indvier København nyt vandkulturhus til 989 millioner kroner
Udgivet: 23/10/2026
D. 5. december indvies KAI - Københavns nye vandkulturhus.
KAI har kostet 989 millioner kroner at opføre. Københavns Kommune har bidraget med 443 millioner kroner til projektet. Nordea-fonden har støttet med 546 millioner kroner, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Placeret midt på Københavns havnekaj ligger det 5.800 m2 nye, store vandkulturhus, der med sine 10 bassiner inde og ude inviterer københavnere, svømmeforeninger, kulturbrugere og byens gæster til en "badeoplevelse i absolut særklasse," lyder det.
"Jeg glæder mig virkelig til, at vandkulturhuset åbner. København er presset på svømmekapacitet, så det er supervigtigt, at vi nu får nye bassiner for voksne og legebassiner til de mindste. Jeg håber, at det bliver byens nye samlingssted for vandglade københavnere og gæster," siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Vandkulturhuset er en københavneridé. I 2015 afholdt Københavns Kommune en idékonkurrence om en ny kultur- og fritidsfacilitet på Papirøen. Her indsendte københavnerne 160 forslag, hvor langt størstedelen af idéerne indeholdt ønske om en svømmefacilitet med plads til ro og fordybelse og et mødested for lokalt foreningsliv.
Læs mere om KAI
Ejendomsfonden Vandkulturhuset Papirøen er bygherre. Realiseringen sker i samarbejde med Københavns Kommune og med økonomisk støtte fra Nordea-fonden.
Københavns Kommune sendte i foråret 2017 en international arkitektkonkurrence i udbud, hvor den japanske tegnestue Kengo Kuma & Associates vandt. I samarbejde med Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur til og med dispositionsforslag og med Vilhelm Lauritzen Arkitekter som udførende arkitekter fra projektforslag til færdigt byggeri.
KAI koster 989 mio. kr. at opføre. Københavns Kommune har bidraget med 443 mio. kr. til projektet. Nordea-fonden har støttet med 546 mio. kr., som har gjort det muligt at opføre et vandkulturhus i særklasse. Nordea-fonden har i støtten øremærket 25 mio. kr. til bæredygtighedstiltag i byggeriet. Læs mere om bæredygtighedstiltagene på www.kai.kk.dk
Billetprisen for indgang i KAI følger samme niveau som i Københavns Kommunes andre svømmehaller og vandkulturhuse. Åbningstiden er derimod længere i KAI fra kl. 6-21 i alle ugens dage.
Samlet kapacitet i vandkulturhuset er 380 badegæster.
Vand
Der er 10 bassiner inde i KAI samt en bade- og dyppezone i havnen.
Der er i alt 1 million liter vand i de 10 bassiner. Til sammenligning er der 2 millioner liter vand i et 50-metersbassin.
Bassiner i stueetagen:
Motionsbassin (temperatur 27 grader)
Undervisningsbassin (temperatur 29 grader)
Tre Legebassiner (temperatur 32 grader)
Wellness-bassiner på første etage:
Terapibassin (temperatur 36 grader)
Ildbassin (temperatur 42 grader)
Isbassin (temperatur 15 grader)
Udendørs bassiner på første etage:
Dalbassin - udsigt til himmel (temperatur 26 grader)
Onsen – udsigt til himmel og Københavns Havn (temperatur 36 grader)
Bademuligheder i havnen med direkte adgang for badegæster i KAI:
Badezone (12 x 50 meter) med udsigt til Operaparken
Dyppezone (6 x 22 meter) foran KAI med udsigt til Skuespilhuset.
Træbryggen og havnebadet er åbent for offentligheden døgnet rundt hele året. De udendørs bademuligheder er ikke fuldt færdigbyggede til 5. dec. 2026 og forventes åbnet primo 2027.
For mere information om længder, dybder og temperaturforhold i bassinerne se www.kai.kk.dk
Arkitektur
KAI har fem teglstubbe, der svæver på en let konstruktion af glas. Hver teglstub er formet efter omridset af bassinerne under dem. I den højeste teglstub ligger Kulturtårnet.
Der er brugt 300.000 håndlavede teglsten til bygningen.
Der er 403 vinduer, der fungerer som kighuller i bygningen, og som lukker sollys ind i dagtimerne.
Der er 10 bassiner, tre saunaer, en varm sten og et dampbad.
Mellem teglstubbenes toppe øverst i bygningen ligger det ikoniske Dalbassin, som er et udendørs bassin.
Kultur
Når KAI åbner, er der er løbende kunst- og kulturtilbud over temaet vand. Følg med i kulturprogrammet på www.kai.kk.dk
I Kulturtårnet er der lokaler til kultur og bevægelse samt lokaler, som det bliver muligt at leje.
På tredje etage ligger Horisonten – kulturlokale med plads til 75 personer.
På anden etage ligger Blikket – bevægelses- og kulturlokale med plads til 75 personer.
På første etage ligger Vandkanten – vådt bevægelseslokale med plads til 22 personer.
På Mezzaninen ligger mødelokalet Udsigten med plads til 12 personer.
Fakta om byggeriet
Bygherre: Ejendomsfonden Vandkulturhuset Papirøen
Bidragsydere: Københavns Kommune og Nordea-fonden
Bygherrerådgiver: COWI A/S
Totalentreprenør: MT Højgaard A/S
Totalrådgiver: Kengo Kuma & Associates
Underrådgivere: Vilhelm Lauritzen Arkitekter A/S, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S (konstruktioner og teknik), KI Rådgivende Ingeniører ApS (stålkonstruktioner), COWI A/S Building East (facadeingeniører), Rambøll (vandbehandling), Jesper Kongshaug (lysdesign), Cornelius Vöge Atelier for arkitektur (til og med dispositionsforslag)
RMN
Sidst opdateret: 23/10/2026 - 11:44












































