- Foto: Holstebro Kommune

Holstebro vil skabe mere studieliv og åbner studenterhus

Udgivet: 22/10/2026

Del artiklen:

Et nyt sted at mødes efter undervisningen. Et sted, hvor man kan hænge ud, møde andre unge, deltage i aktiviteter - eller måske selv være med til at skabe dem.

 Det er tanken bag et nyt midlertidigt studenterhus, som Holstebro Kommune åbner i et butikslokale i Nørregade 26, som er er del af Schaumborg-bygningen. Huset etableres i første omgang som et pilotprojekt frem til udgangen af 2026, hvor forskellige aktiviteter, tilbud og åbningstider skal afprøves. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Ambitionen er, at Holstebro ikke alene skal være et godt sted at uddanne sig. Det skal også være en attraktiv by at være ung og studerende i, lyder det.

"Vi har rigtig meget at være stolte af som studieby. Vi har stærke og meget forskellige uddannelsesmiljøer, og nu tager vi endnu et skridt for at styrke livet omkring uddannelserne. For hvis vi gerne vil tiltrække unge til Holstebro og give dem lyst til at blive her, skal vi ikke kun tilbyde gode uddannelser. Vi skal også skabe rammerne for et godt ungeliv med fællesskaber, oplevelser og steder, hvor man har lyst til at være," siger Tom Moesgaard Bro (K), formand for Erhvervs- og Turismeudvalget.

Der er afsat 200.000 kroner til pilotprojektet, som både skal finansiere etablering og drift af det midlertidige studenterhus og en afdækning af de unges behov og interesse for fremtidens mødested for studerende.

Studenterhuset åbner for de studerende i uge 44 (tirsdag, onsdag og torsdag kl. 15.30-21.30). En mere formel åbning følger umiddelbart senere.

RMN

Sidst opdateret: 22/10/2026 - 11:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]