
- Foto: Pressefoto/Aarhus Kommune
Ny festival for film og serier med jyske fortællinger
Udgivet: 20/10/2026
Aarhus Kommune lancerer den nye festival Aarhus Series & Film Festival og samler for første gang serier og film i én festival med prisfest, nye danske serier og film, julekalendere og møder med menneskene bag skærmens fortællinger.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Der vil komme kendte personer fra den danske filmverden såsom instruktør og serieskaber Anna Emma Haudal og den nyslåede vinder af hovedprisen ved Filmfestivalen i Venedig instruktør May el-Thouky. Også skuespillerne Nikolaj Lie Kaas, Frederik Cilius, Josephine Park og Rosa Gjerluff Nyholm lægger vejen forbi.
Festivalen sætter samtidig spot på de mange film og serier, der bliver skabt uden for København.
Ved Fortællinger på vej fra Vestdanmark præsenteres en række kommende serier og film, og publikum får mulighed for at møde menneskene bag dem. Blandt navnene er den Oscarnominerede animationsfilmskaber Jonas Poher Rasmussen med den kommende animationsfilm Dansker samt instruktør Jonas Risvig, der præsenterer filmen Momentum, som tager afsæt i hans egen opvækst i Midtjylland.
Dermed handler festivalen ikke kun om at fejre de film og serier, vi allerede kender, men også om at vise, hvad der er på vej, og sætte lys på de historier og kreative kræfter, der udspringer fra Aarhus og Vestdanmark, lyder det.
Festivalen varer 1.-8. november 2026 og arrangeres af erhvervsparken Filmby Aarhus og biografen Øst for Paradis.
Aarhus Series & Film Festival
Aarhus Series & Film Festival er Danmarks første festival dedikeret til både serier og film og arrangeres af erhvervsparken Filmby Aarhus og biografen Øst for Paradis.
Festivalen finder sted 1.-8. november på forskellige lokationer, blandt andet i Filmby Aarhus, Øst for Paradis, Vue, DOKK1 og Aarhus Rådhus.
Filmby Aarhus, som er en del af Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, har siden 2018 arrangeret en række forskellige festivalaktiviteter: Mediekonferencen THIS, seriefestivalen AARHUS SERIES og filmfestivalen AARHUS FILM DAYS. Aarhus Series & Film Festival samler det bedste fra de tidligere formater i én fælles festival.
Se hele programmet og find billetter på https://filmbyaarhus.dk/aarhus-series-film-festival
RMN
Sidst opdateret: 20/10/2026 - 10:33












































