Andelen af elever med langvarigt bekymrende skolefravær er steget fra 2,4 procent i skoleåret 2019/2020 til 5,1 i skoleåret 2024/2025. Det viser en rapport, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) har lavet for Undervisningsministeriet. (Arkivfoto).

Andelen af elever med langvarigt bekymrende skolefravær er steget fra 2,4 procent i skoleåret 2019/2020 til 5,1 i skoleåret 2024/2025. Det viser en rapport, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) har lavet for Undervisningsministeriet. (Arkivfoto). - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Nye forældregrupper skal hjælpe forældre med at tackle skolefravær

Foreningen Forældrekommissionen har indgået en aftale med Københavns Kommune om at oprette forældregrupper.

Udgivet: 19/10/2026

Del artiklen:

Ny forældreforening har indgået en fireårig samarbejdsaftale med Københavns Kommune om at etablere forældregrupper.

Grupperne er for forældre med børn i ufrivilligt skolefravær. Det betyder, at børnene har langvarigt bekymrende fravær, hvilket ofte skyldes mistrivsel.

Det skriver mediet Folkeskolen.dk.

De første forældregrupper starter op i Københavns Kommune, som også har finansieret projektet.

Foreningen blev stiftet af blandt andre Louise Gielov og Jens Langorn, efter at parret og deres børn medvirkede i DR-dokumentaren ”Skolens tabte børn”.

I dokumentaren viser familier, hvordan hverdagen ser ud med børn i ufrivilligt skolefravær.

Efter dokumentaren modtog parret over 1000 beskeder fra forældre i lignende situationer.

Flere ønskede ligesom parret selv at blive en del af en forældregruppe, hvor de kunne dele erfaringer, skriver Folkeskolen.dk.

Derfor stiftede parret Forældrekommissionen sammen med Maja Schmidt og Mette Bjerregaard. Foreningen har i dag 2545 medlemmer.

Foreningens formål er at få etableret forældregrupper i hele landet, hvor forældrene kan udveksle erfaring og spejle sig i hinanden.

Erfaringerne skal bruges til at skubbe på for systematiske forandringer, så bekymrende skolefravær i højere grad forebygges og håndteres tidligere.

I København Kommune, hvor de første grupper skal oprettes, er planen, at grupper af otte til ni forældre skal mødes cirka en gang om måneden, skriver Folkeskolen.dk.

Møderne skal ledes af en familiebehandler, og der vil også deltage en forælder fra Forældrekommissionen.

Andelen af elever med langvarigt bekymrende skolefravær er steget fra 2,4 procent i skoleåret 2019/2020 til 5,1 procent i skoleåret 2024/2025.

Det viser en rapport fra august, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) har lavet for Undervisningsministeriet.

Langvarigt bekymrende skolefravær betyder, at en elev har været væk fra skolen i mindst 20 procent af tiden i to kvartaler i træk. Det svarer til cirka ti skoledage i hvert kvartal.

Udover aftalen med Københavns Kommune har Forældrekommissionen skaffet syv millioner kroner i støtte fra forskellige fonde, skriver Folkeskolen.dk.

Derudover er foreningen blevet tilknyttet det nye Videnscenter mod skolefravær under Undervisningsministeriet, der skal hjælpe skoler og kommuner med at håndtere højt fravær blandt elever.

RITZAU

Sidst opdateret: 19/10/2026 - 10:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]