Digitaliseringsminister Christina Egelund (M) har efter CPR-lækket opfordret alle borgere til at være "agtpågivende og passe bedre på den kommende tid". (Arkivfoto).

Digitaliseringsminister Christina Egelund (M) har efter CPR-lækket opfordret alle borgere til at være "agtpågivende og passe bedre på den kommende tid". (Arkivfoto). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Minister efter orientering: Udelukker ikke nye CPR-numre efter læk

Hele CPR-systemet skal gennemgås sikkerhedsmæssigt efter læk af knap ni millioner borgeres oplysninger.

Udgivet: 06/10/2026

Del artiklen:

Det er for tidligt at sige, om der er borgere, der skal have et nyt CPR-nummer, efter at millioner af CPR-numre er blevet kompromitteret.

Det siger digitaliseringsminister Christina Egelund (M), efter at hun har orienteret Folketingets erhvervs- og digitaliseringsudvalg og udenrigs- og forsvarsudvalget om, at uvedkommende har haft adgang til CPR-oplysninger om 8,8 millioner personer.

"Jeg har bedt om en sikkerhedsgennemgang af hele CPR-systemet. Når den er lavet, må vi se, hvad det giver anledning til af justeringer og omdannelser af CPR-systemet, som vi kender det," siger hun til den fremmødte presse.

Der er ikke nogen tidshorisont på sikkerhedsgennemgangen.

"Arbejdet sættes i gang nu. Når det er færdigt, må vi kigge på, hvordan vi får genetableret sikkerheden omkring CPR-systemet, sådan at vi kan have et CPR-register, som vi alle sammen selvfølgelig skal kunne have tillid til," siger Christina Egelund.

I CPR-registret kan man foruden navne og adresser blandt andet læse om personers civilstand, fødselsregistreringsoplysninger, slægtskab, medlemskab af folkekirken, statsborgerskab og eventuelle oplysninger om værgemål.

"I første omgang er vi selvfølgelig meget optaget af at sørge for, at de data, som måtte være kompromitterede, ikke kan anvendes til identitetstyveri, phishing og andre former for digital svindel," siger hun og fortsætter:

"Det er derfor, at vi har oprettet både en hjemmeside og en telefonhotline, hvor man kan få råd og vejledning som borger, i forhold til hvordan man sikrer sig bedst muligt i den her situation."

Ved at misbruge en privat dansk virksomheds lovlige adgang til at søge oplysninger i CPR-systemet har uvedkommende skaffet sig adgang til navne, adresser, CPR-numre og andet på cirka 8,8 millioner registrerede borgere i CPR-systemet. Det omfatter nulevende, udrejste og afdøde personer.

Sagen er anmeldt til Datatilsynet. Også National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) efterforsker sagen.

Det er endnu ikke muligt at sige, hvem der står bag.

"Vi udelukker ikke nogen spor i den efterforskning, som pågår. Heller ikke at det kan have international karakter," siger Christina Egelund.

RITZAU

Fik du læst?

Uvedkommende har fået adgang til 8,8 millioner CPR-numre i Danmark

Sidst opdateret: 06/10/2026 - 09:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]