
- Foto: Københavns Kommune
Tre ud af fire elever fik mindre fravær: Nu udvides ordning
Udgivet: 28/09/2026
Københavns kommune udvider fraværsordningen "Kom glad i skole" til 13 nye skoler, efter en evaluering på Nørrebro Park Skole viste, at tre ud af fire deltagende elever havde væsentligt mindre fravær ti måneder efter implementeringen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Projektet er blandt andet udviklet af sundhedsplejersken på Nørrebro Park Skole, hvor ordningen siden 2021 har haft en positiv effekt på fraværet.
Elever med meget fravær bliver inviteret til en individuel samtale med en sundhedsplejerske, hvor der ikke kun bliver spurgt til skolen, men også til familie, venner og søvn. Målet er at finde problemerne bag fraværet og sætte tidligere ind.
"Nogle gange er de bedste løsninger lige for øjnene af os. I København har vi utrolig mange dygtige, kloge, og inspirerende ansatte, der hver dag gør deres ypperste for byens børn. Det er et forbilledligt arbejde, de har lavet på Nørrebro Park Skole, som jeg er sikker på, nu vil komme mange flere til gode," siger børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jakob Næsager (K), i pressemeddelelsen.
Kommunen afsætter i alt 1,12 millioner kroner årligt til projektet.
MM
Kom glad i skole – hver dag
Formål: At forebygge mistrivsel og reducere bekymrende skolefravær hos børn og unge i København.
Dokumenteret effekt: En evaluering viste, at 3 ud af 4 deltagende elever (75 pct.) på Nørrebro Park Skole havde et væsentligt lavere fravær 10 måneder efter indsatsen.
Metode: Skolesundhedsplejersken afholder trivselssamtaler med elever med begyndende fravær og afdækker helbred, sociale relationer, søvn, spisevaner samt trivsel i skolen og hjemmet.
Økonomi: Der afsættes 1,12 mio. kr. årligt.
Sidst opdateret: 28/09/2026 - 10:59












































