Analyse
Sådan klarer skolerne i din kommune sig
Næsten hver tredje elev ligger under minimumsniveauet i matematik og læsning, viser ny PISA-undersøgelse. NB-Kommune ser nærmere på, hvor godt kommunerne løfter folkeskoleeleverne fagligt.
Udgivet: 09/09/2026
Folkeskolens elever i udskolingen er blevet markant dårligere til dansk, matematik og naturfag.
Tilbagegangen ses også internationalt, men i Danmark er faldet større end i landene omkring, viser den nye landsdækkende PISA-undersøgelse.
Næsten hver tredje danske elev ligger nu under minimumsniveauet i matematik og læsning, mens det gælder hver fjerde i naturfag.
Udviklingen er gået stærkt siden PISA 2022. Andelen af fagligt svage elever er steget fra 20 til 28 procent i matematik og fra 19,5 til 24,9 procent i naturfag.
Samtidig er andelen af lavt præsterende elever i læsning steget fra 19 procent i 2022 til 29,2 procent i 2025.
I Brøndby tager borgmester Maja Højgaard (S) undersøgelsen med et gran salt.
"Jeg er selv lidt et brændt barn af en årgang, hvor PISA-undersøgelserne blev brugt til at sammenligne os med kinesere, der var gode til udenadslære. Derfor er jeg også lidt forsigtig med at synes, at PISA-resultatet er det vigtigste i verden," siger hun til NB-Kommune.
PISA-undersøgelsen er landsdækkende. NB-Kommune har samlet tre indikatorer fra kommunerne, som giver et fingerpeg om, hvor godt folkeskolen drives lokalt:
Sådan har vi gjort
NB-Kommune har rangeret kommunerne ud fra tre indikatorer for, hvor godt deres folkeskoler løfter eleverne fagligt.
Beståelsesløfteevne: Kommunernes evne til at løfte elever til at bestå vægter 50 procent i den samlede placering.
Topkarakterløfteevne: Evnen til at løfte elever til topkarakterer vægter 25 procent.
Karaktergennemsnit: Elevernes karaktergennemsnit sammenholdt med det forventede niveau ud fra deres socioøkonomiske baggrund vægter 25 procent.
Kommunerne er først blevet placeret på hver af de tre indikatorer. Placeringerne er derefter ganget med indikatorernes vægt og lagt sammen til én samlet score. Jo lavere score, desto bedre placering.
Analysen bygger på beståelsesløfteevnen i 2024, topkarakterløfteevnen i 2025 og karaktererne ved folkeskolens afgangseksamen i skoleåret 2024/2025.
Kommunerne Fanø, Læsø, Langeland, Samsø og Ærø er udeladt på grund af kommunernes størrelse.
Kilder: CEPOS, DI Business
Sidst opdateret: 09/09/2026 - 15:19












































