
Borgmester i Skanderborg Kommune, Frands Fischer (S), savner, at regeringen med særtilskudspuljen viser, at den virkelig vil prioritere børnene. - Foto: Skanderborg Kommune, presse // Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Borgmester efter nul kroner i særtilskud: Regeringen glemmer børnene
Skanderborg Kommune søgte 50 millioner kroner, men får intet fra særtilskudspuljen. Frands Fischer (S) mener, at kommuner med mange børn bliver overset i systemet.
Udgivet: 31/08/2026
"Jeg havde troet og håbet på, at vores regering gerne ville børnene. Det ser det ikke ud som om."
Sådan siger borgmester i Skanderborg Kommune, Frands Fischer (S), efter fordelingen af særtilskudspuljen på en milliard, som kommunen ikke får en bid af.
I alt har 22 kommuner modtaget særtilskud i 2027, mens hele 45 kommuner havde ansøgt om rekordhøje 2,75 milliarder kroner.
Det lå altså i kortene, at flere kommuner ville blive skuffede.
Skanderborg Kommune havde ansøgt om 50 millioner kroner i 2027, men dem må de nu finde på anden vis i kommunens budget.
"Hvor vi troede, at vi havde en børnevenlig regering, så ser det umiddelbart ikke sådan ud," siger Frands Fischer.
At Skanderborg Kommune ikke får del i puljen er ifølge borgmesteren et udtryk for, at regeringen har et manglende fokus på børn.
"Det er jeg selvfølgelig skuffet over og ked af – for børnenes skyld," siger Frands Fischer.
Borgmester: Udligning tager ikke højde for mange børn
Kritikken bunder i, at cirka 25 procent af Skanderborg Kommunes indbyggere er under 18 år, og det betyder, ifølge borgmesteren, at kommunen har store merudgifter, som hverken puljen for særtilskud eller det nuværende udligningssystem tager tilstrækkeligt højde for.
Men de børn og unge i Skanderborg Kommune, som du siger forårsager merudgifter, de er jo ikke uledsagede børn. Deres forældre betaler jo skat i kommunen. Er det ikke fair, at særtilskudspuljen går til de mere hårdt ramte kommuner?
"Jeg vil ikke klandre nogen af de kommuner, som er på listen. Men de merudgifter, der er ved at have mange børn, bliver ikke udlignet tilstrækkeligt. Det gør de faktisk på nogle områder på seniorsiden, men ikke på børnesiden. Når vi har så mange borgere, der jo sådan set ikke har en skattebetaling, fordi de er under 18 år, så har vi jo sådan set per borger det laveste beløb at lave service for i hele Kongeriget Danmark. Vi har en meget, meget lav kassebeholdning, og den bliver kun lavere frem mod 2028," siger han.
Frands Fischer undrer sig over kriterierne bag fordelingen og peger på, at kommunen havde søgt 50 millioner kroner til blandt andet at finansiere to daginstitutioner.
"Flere børn betyder højere driftsudgifter, og vi skal selv finde 36 millioner på driften hvert år. Vi skal nok klare os, så det er ikke fordi, jeg vil klynke, men der er bare høje omkostninger forbundet med mange børn," siger Skanderborg-borgmesteren.
Sidst opdateret: 31/08/2026 - 13:20












































