Tilfredsheden med dagtilbud stiger blandt forældre

Landkommunerne scorer højere end hovedstadskommunerne, og forældrenes tilfredshed er generelt højere vestpå end østpå.

Udgivet: 27/08/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

Forældrene er blevet mere tilfredse med kommunernes dagtilbud.

Det viser Økonomi- og Indenrigsministeriets landsdækkende undersøgelse af brugertilfredshed på dagtilbudsområdet, som netop er offentliggjort.

På landsplan er tilfredsheden steget fra 4,3 i 2022 til 4,4 i 2026. Forældrene har svaret på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er meget utilfreds og 5 er meget tilfreds.

Samlet set svarer 88 procent af forældrene, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud. Det er en lille stigning fra 87 procent i 2022. Samtidig er andelen, der er meget tilfredse, steget fra 47 til 55 procent.

Udviklingen skaber glæde hos økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF). Men vi er ikke i mål med at styrke velfærden, fastslår hun.

"For regeringen er det vigtigt, at vi skaber endnu bedre rammer og højere kvalitet i vores dagtilbud, så alle børn får en god start på livet. Det kræver, at vi uddanner flere pædagoger og pædagogiske assistenter og sikrer, at minimumsnormeringerne er i børnehøjde. Det skylder vi vores børn," siger hun i en pressemeddelelse.

I toppen af listen ligger kommunerne Fanø og Morsø med en tilfredshed på henholdsvis 4,65 og 4,64. Langeland og Greve ligger lavest med en tilfredshed på 4,12 og 4,13.

Højere tilfredshed vest for Storebælt

Landkommunerne skiller sig ud med den højeste tilfredshed. Her ligger gennemsnittet på 4,46 mod 4,29 i hovedstadskommunerne, der ligger lavest.

Det viser NB-Kommunes beregning, der tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks officielle inddeling af kommunerne i hovedstad, storby, provinsby, opland og land.

For provinsby-, storby- og oplandskommunerne ligger den samlede tilfredshed på henholdsvis 4,39, 4,37 og 4,35.

Ser man på landet som helhed, ligger de vestlige regioner højere end de østlige:

Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark har samlet en gennemsnitlig tilfredshed på 4,43 mod 4,31 i Hovedstaden og på Sjælland. Beregningerne er et gennemsnit af kommunernes resultater, hvor hver kommune vægter lige meget.

Læs den fulde rapport her:

PDF åbnes i et nyt vindue

Brugertilfredsundersøgelse af dagtilbud 2026

Sidst opdateret: 27/08/2026 - 11:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]