Svære forhandlinger om service og anlæg: Ønsker overstiger rammen markant

Kommunerne har meldt ønsker til service- og anlæg ind til KL, som samlet overskrider den vejledende ramme. Borgmester kalder på mådehold.

Udgivet: 27/08/2026

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

Dagens møde i KL om blandt andet service- og anlægsrammen for næste år er præget af forskellige ønsker.

For trods et løft af servicerammen, står ønskerne til både serviceudgifter og anlægsprojekter i kø - og overskrider ifølge flere kilder, NB-Økonomi har talt med, den vejledende ramme for service og anlæg for 2027.

Blandt andre Lars Storgaard (K), borgmester i Favrskov Kommune.

"Som jeg har fornemmet det, så ligger kommunerne samlet set meget over både den fælles service- og anlægsramme.  Det tænker jeg er et stort problem – og særligt svært bliver det, hvis nogle kommuner bare bruger løs, så det går ud over vi andre. Det vil i min optik være helt uacceptabelt," siger han. 

Samlet set skal kommunerne holde sig indenfor servicerammen. 3 mia. kr. af bloktilskuddet er nemlig betinget af, at kommunerne tilsammen holder sig indenfor den aftalte ramme.

Derfor opfordrede borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard (K), sine kolleger til at holde igen forud for mødet for at undgå, at kommuner som Favrskov må bøde for at andre kommuner bruger mere end rammen.

"Jeg håber vi på borgmestermødet kan blive enige om hvordan vi når i mål i fællesskab, men jeg er da bekymret for om det kan lykkes. Under alle omstændigheder kommer vi i Favrskov ikke til at hoppe på en vogn, hvor vi skal betale for, at andre overskrider rammerne. Det kommer ikke til at ske. Så jeg håber KL’s bestyrelse tager fat på de kommuner, hvor problemerne er, og får dem forklaret, at vi er en del af et stort fællesskab. På den måde kan KL jo også spare en del tid på at ringe rundt til alle kommuner," siger Lars Storgaard.

Selv regner borgmesteren med et budget, der holder sig indenfor rammerne. Det håber han, andre kommuner også vil gøre - selvom det kan betyde svære prioriteringer.

"Jeg har for år tilbage været med til at lukke skoler – ligesom vi i Favrskov Kommune gennem alle årene har stor fokus på, at vi overholder vores årlige budgetter og tilpasser driften efter, hvad vi har råd til. Den ansvarlighed forventer jeg også, at alle andre kommuner har," siger han.

Den teknisk vejledende service- og anlægsrammer er af KL sendt ud til kommunerne og ser sådan ud:

Sidst opdateret: 27/08/2026 - 12:15

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]