Cepos mener, at man bør undersøge, hvorfoir der er store geografiske forskelle i fravær. (Genrefoto.)

Cepos mener, at man bør undersøge, hvorfoir der er store geografiske forskelle i fravær. (Genrefoto.) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Store geografiske forskelle på fravær i skolerne

Elever i Region Sjælland har det højeste samlede fravær, mens Hovedstaden har mest ulovligt fravær, viser ny analyse fra Cepos.

Udgivet: 11/08/2026

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Cepos kortlægger i en ny analyse skolefravær på tværs af landet. Den viser, at eleverne øst fra Storebælt generelt har mere fravær end elever vest for Storebælt.

Analysen er lavet for skoleåret 2024/2025, og landsgennemsnittet var 7,4 procents fravær.

Dertil var landsgennemsnittet for ulovligt fravær på 0,9 procent. Ulovligt fravær dækker blandt andet over pjæk og ikke-godkendt ferie uden for skolernes ferieperioder.

Region Sjælland har landets højeste samlede fravær med 8,3 procent, mens Region Hovedstaden har den højeste andel af ulovligt fravær med 1,21 procent.

"Det er bemærkelsesværdigt, hvor systematiske de regionale forskelle i skolefravær er. Vi ser det samme mønster i en række andre analyser – for eksempel af gymnasieelever og forskellige medarbejdergrupper i velfærdssektoren - hvor fraværet også generelt er højere øst for Storebælt end vest for Storebælt," siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i Cepos, i en pressemeddelelse.

I analysen har man også undersøgt fraværseffekten, hvilket viser, om eleverne på en skole har mere eller mindre fravær end forventet, når der tages højde for elevernes socioøkonomiske baggrund. Her finder Cepos også forskelle mellem skolerne, hvor nogle har et væsentligt højere fravær, end man skulle forvente ud fra elevernes baggrund, mens andre har markant lavere fravær end forventet.

"Når nogle skoler har væsentligt mere fravær end forventet, er det værd at undersøge, hvad de skoler gør anderledes, og om der er erfaringer, som andre skoler kan lære af. Fravær er ikke bare et spørgsmål om statistik – det handler om, hvor meget undervisning og fællesskab eleverne faktisk får," siger Karsten Bo Larsen.

Læs hele analysen her.

Fakta

Det har Cepos undersøgt

  • I skoleåret 2024/2025 var elevfraværet på landsplan blandt folkeskolerne på 7,4 pct. Den ulovlige fraværsprocent var på 0,9.

  • Der er relativt stor variation i folkeskolernes fraværsprocent, og spredningen er 2,4 pct.-point (1,9 for skoler med socioøkonomisk reference).
    Variationen i ulovligt fravær er noget mindre. Her er spredning er 0,9 pct.-point (0,6 pct.-point for skoler med socioøkonomisk reference).

  • Der er betydelig forskel i fraværsprocenten geografisk. Generelt er fraværet højere øst for Storebælt, og højest i region Sjælland. Region Hovedstaden og region Nordjylland har cirka ens niveau (7,7 mod 7,6 pct.). Dette gælder også efter der kontrolleres for elevernes baggrundsvariable.
    Kommunen med lavest samlet fravær var Struer kommune (4,4 pct.) og kommenen med højest fravær var Lolland (10,6 pct.).

  • En betydelig del af elevfraværet kan forklares af elevernes baggrundsvariable. Vi beregner derfor de enkelte skolers såkaldte fraværseffekt, som forskellen mellem deres faktiske fravær, og hvad man vil forvente på baggrund af af skolernes elevsammensætning.

  • Skolernes fraværseffekt for det samlede elevfravær (sygefravær, ulovligt fravær og lovligt fravær) varierer fra en fraværsprocent, der ligger 3,3 procentpoint under det forventede niveau til 4,9 procentpoint over det forventede niveau. Det svarer til, at eleverne på dårligste skoler ville modtage undervisning i cirka 3 uger mere, hvis de kom på niveau med de bedste.

  • Skolernes fraværseffekt for det ulovlige fravær varierer fra en fraværsprocent, der ligger 1,1 procentpoint under det forventede niveau, til en fraværsprocent der ligger 2,3 procentpoint over det forventede niveau. Det svarer til, at eleverne på de dårligste skoler ville modtage undervisning i cirka 1,5 uge mere, hvis de kom på niveau med de bedste.

  • Der er ikke umiddelbart betydelige sammenhæng mellem fravær, trivsel, prøvekarakterer og undervisningseffekt (skolernes evne til at løfte eleverne fagligt, ud over de karakterer, som man skulle forvente på baggrund af elevernes baggrundsvariable).

  • Heller ikke folkeskolernes klassekvotient, kompetencedækning, elever per årsværk og lærerårsværk samt nettoandelen af lærernes tid brugt på undervisning forklarer afdelingernes fraværseffekt.

Sidst opdateret: 11/08/2026 - 10:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]