
NB-Kommunes chefredaktør, Arne Ullum, holdt i juni et foredrag i Lolland Kommune, hvor han forklarede borgerne, at de bor i en af landets fattigste kommuner, og derfor er det en logisk konsekvens af det nuværende tilskuds- og udligningssystem, at kommunen skal have et af landets laveste serviceniveauer. - Foto: Henrik Madsen, Lolland Kommune.
Kommentar
Hård økonomisk hestekur er eneste udvej i en af landets fattigste kommuner
Lolland Kommune har formentligt landets dårligste udgangspunkt. Den brutale logik i tilskuds- og udligningssystemet er, at fattige kommuner skal have markant lavere serviceniveau end andre - og den logik har kommunen nægtet at anerkende.
Udgivet: 05/08/2026
Ingen kan være i tvivl om, at borgerne på Lolland styrer direkte mod nogle af de mest brutale økonomiske nedskæringer i en dansk kommune i mange år.
Lukninger af skoler, plejecentre og daginstitutioner er bare nogle af de tiltag, som er på vej, men derudover kan lollikkerne også se frem til et serviceniveau, som er markant under landsgennemsnittet og i bedste fald lige præcis vil overholde landets love.
Inden folketingspolitikerne står i kø for at fordømme de brutale nedskæringer, så skal de gå til nærmeste spejl - og sådan nogle er der mange af på Christiansborg - og se på den substantielle baggrund for sparekravene og især vedkende sig eget ansvar.
Den enkle sandhed er, at Lolland formentligt er landets fattigste kommune, hvis man ser samlet på borgernes skattegrundlag og de samme borgeres behov for offentlig forsørgelse og hjælp fra kommunen. Så selvom kommunen kun har landets 17. laveste beskatningsgrundlag pr. indbygger, så har kommunen de største strukturelle udgiftsbehov pr. indbygger på grund af en meget gammel demografi og ekstremt store sociale udfordringer.
Den falske sang fra Christiansborg
Selvom sangen fra Christiansborg ofte lyder om et Danmark, som er for lille til store forskelle og at borgerne ikke skal leve i et postnummerlotteri, så er virkeligheden, at det kommunale tilskud- og udligningssystem kun sikrer en delvis udligning af skævhederne. Derfor er det en kælderkold konsekvens af selve logikken i systemet, at lollikkerne må leve med en kommunal service, som er markant under landsgennemsnittet og uden sammenligning med de rigeste kommuner som eksempelvis København.
Det er ikke i sig selv et problem. Man kan udmærket polititisk argumentere for, at den nuværende udligning sikrer, at borgerne i de fattigste kommuner trods alt har en vis bund under den service, som de får fra velfærdssamfundet, og den delvise udligning sikrer et meget stærkt incitament til udvikle erhvervslivet og tiltrække højtlønnede borgere samt til at holde socialt udsatte fra at flytte til kommunen.
Problemet er, at et stort set enigt Folketing ikke vil anerkende, at den logiske konsekvens af det nuværende system er, at borgerne i de fattigste kommuner får en service, som er markant under landsgennemsnittet.
De samme politikere har samtidig meget svært ved at forstå og anerkende, at hver eneste gang Folketinget har udvidet kommunernes ansvar for overførselsindkomster og fastlagt flere minimumsstandarder på serviceområderne, så vil de fattigste kommuner være tvunget til at skære endnu hårdere på de serviceområder, hvor der stadig er et råderum for nedskæringer.
Derfor rammer det skoler, ældre, forebyggelse og kultur så hårdt
Lolland har eksempelvis et driftsbudget på godt 4,3 milliarder kroner. Heraf går de 1,3 milliard til overførsler, og med meget detaljerede regler og rettigheder til borgerne fra Folketinget, så er mulighederne for at spare på overførslerne minimale.
Det gælder særligt for de fattigste kommuner. Det kan umiddelbart virke overraskende i lyset af, at hver tredje borger i den arbejdsdygtige alder i Lolland Kommune er på overførselsindkomst, men det skyldes først og fremmest, at især kontanthjælpsloftet og mangel på billige boliger i hovedstadsområdet har sendt tusindvis af sociale klienter ned til de billige, forladte huse på Lolland.
Men så er der vel mulighed for at spare cirka tre milliarder kroner, som Lolland har til serviceudgifter? Ja, men kun på den stadig mindre del af serviceområdet, som ikke er underlagt minimumskrav i form af lovbestemte rettigheder til borgerne - eksempelvis minimumsnormeringer.
Det efterlader formentligt et budget under 1 milliard kroner, som en fattig kommune som Lolland kan spare på. Kommunen kan naturligvis spare lidt på kultur, lejrskoler, naturbeskyttelse og andre områder, som ikke direkte er ulovlige at skære væk. Men den store klump må nødvendigvis komme fra lukning af institutioner og kommunale tilbud i de mindre byer.
Og det bliver kun værre de kommende år, på grund af et årligt fald i folketallet og især i børnetallet. Derfor er det også helt logisk og nødvendigt, at kommunen vil lukke to af de nuværende skoler. Nogle børn vil få meget langt til skole, men kommunen giver stadig det lovpligtige skoletilbud. Og det er ikke et lovkrav, at børn ikke må have mere end 10 kilometer til en idrætshal eller at ældre skal rejse 20 kilometer for at besøge deres bekendte på et plejecenter. Det er heller ikke ulovligt at skære på bibliotekter, kultur eller store dele af forebyggelsen.
De bedste besparelser kommer naturligvis fra effektiviseringer. Hvis man bruger administrationsudgifterne, så var Lolland tidligere landets billigste administrerede kommune i forhold til udgiftsbehovet (ifølge data fra Indenrigsministeriets Benchmarkingendhed). Men udgiften pr. borger er steget på grund af det faldende folketal, så selvom det giver lidt rum for forbedring, så er der ikke meget at hente.
Byrådet har handlet for sent
Der er næppe meget tvivl om, at sparekataloget vil møde massiv kritik fra borgerne på Lolland - og formentligt også fra en række politikere på Christiansborg.
Men ud fra et sagligt synspunkt, så burde kritikken ikke gå på selve besparelserne - de er en logisk konsekvens af det danske tilskuds- og udligningssystem - men derimod på timingen. Byrådet i Lolland Kommune burde allerede for flere år siden have erkendt, at kommunen som en af landets fattigste er nødt til at skære stort set alt ikke lovpligtig service væk - altså langt hen ad vejen det, som sparekataloget nu indeholder.
Umiddelbart kan man kritisere byrådskandidaterne ved det nyligt afholdte kommunevalg for, at de ikke så tingene i det klare lys. Men modsat er det svært at kritisere fritidspolitikere for, at de ikke har indset, at snakken fra fuldtidspolitikerne på Christiansborg om "det lille land uden plads til store forskelle" er festtaler uden substantiel sammenhæng med det kommunale tilskud- og udligningssystem.
To muligheder for at lindre smerten
Lolland har to muligheder for at lindre smerten på den lange bane.
Den ene handler om at udnytte de unikke muligheder for erhvervsudvikling, som Femernbælt og især den nye havn i Rødby giver kommunen. Den anden mulighed er at udnytte ny teknologi mere offensivt end andre kommuner.
Desværre for Lolland er begge muligheder svære.
Hvis Lolland tiltrækker store produktionsvirksomheder til det nye erhvervsområde bag betonelementfabrikken i Rødby, så er der ikke den nødvendige arbejdskraft i kommunen, og derfor risikerer kommunen at skatteindtægterne fra de mange medarbejdere ender i andre kommuner. Og med det eksisterende tilskuds- og udligningssystem får kommunen ingen selvstændig økonomisk gevinst af de nye virksomheder. Derfor kommer effekten kun, hvis nogen af de nye medarbejdere vælger at flytte til Lolland på trods af det, som bliver landets højeste skatteprocent og formentligt laveste serviceniveau.
På teknologien er det sådan, at hvis alle kommuner kan spare penge, så vil de med stor sikkerhed blive opsuget i de årlige økonomiforhandlinger mellem KL og kommunerne, og derfor kræver den vej, at Lolland er markant bedre end andre kommuner til at bruge ny teknologi for at kommunen får en gevinst, som kan styrke økonomien.
Så måske er det mest ærlige budskab til borgerne på Lolland, at de skal være at leve med konsekvensen af at være en fattig kommune.
Sidst opdateret: 06/08/2026 - 15:55












































