
Kommunerne vil få 100 millioner årligt i 2027 og 2028. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringen og regionerne er enige om akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien
Med økonomiaftalen for regionernes økonomi i 2027 kommer regeringen med en milliard kroner til akutplanen. Kommunerne får også del i midlerne.
Udgivet: 25/06/2026
SSFMR-regeringen har med økonomiaftalen for regionernes økonomi i 2027 afsat en milliard kroner til den bebudede akutpakke i børne- og ungdomspsykiatrien, der skal få ventelisterne til at falde, skriver NB-Social.
I aftalen står der blandt andet.
"Parterne er enige om at styrke indsatsen for, at børn og unge får tidligere og hurtigere hjælp, inden psykisk mistrivsel udvikler sig. Der målrettes ekstra midler i 2026-2028 til kommunernes tidlige forebyggende indsatser til børn og unge i psykisk mistrivsel til de lettilgængelige tilbud mv."
Aftalen målretter 500 millioner i 2027 og 250 millioner i kroner i 2028. Regionerne får 400 af de millioner i 2027 og 150 i 2028, mens 100 millioner kroner årligt i 2027 og 2028 skal gå til de lettilgængelige tilbud i kommunerne.
Derudover vil der blive tilført 250 millioner kroner i 2026 til at fremrykke indsatser. 200 millioner til indsatser i regionerne, og 50 millioner til fremrykning af lettilgængelige tilbud i kommunerne.
"Den konkrete udmøntning af midlerne aftales nærmere med parterne hurtigst muligt i 2026. Herunder vil regeringen sammen med parterne fastsætte målsætninger for og opfølgning på akutplanen. Regeringen og Danske Regioner er enige om at drøfte sammen med KL, hvordan man kan følge udviklingen i de lettilgængelige tilbud. Midlerne kommer oveni de allerede afsatte midler i 10 års planen for psykiatri til de lettilgængelige tilbud i kommunerne."
Foruden midlerne til akutpakken er parterne også enige om at undersøge, hvorvidt de eksisterende rammer udnyttes mest hensigtsmæssigt. De undersøgelser sættes i gang som led i et systematisk arbejde med bedre brug af ressourcer i psykiatrien og i praksissektoren, der er aftalt i Aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien.
Der er afsat 4 millioner kroner i henholdsvis 2026, 2028 og 2030. Danske Regioner er ansvarlige for analysearbejdet, og analyserne aftales med parterne.
Drøfte opgaveflytningen
Regeringen lægger med regeringsgrundlaget op til en opgaveflytningen, hvor den kommende specialeplans målgrupper rykkes fra kommuner til regioner.
Det er regionerne og regeringen om at skulle drøfte i fællesskab.
"Regeringen ønsker at gennemføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde. Som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne. Regeringen og Danske Regioner er enige om at drøfte arbejdet."
Læs aftalen her.
Sidst opdateret: 25/06/2026 - 11:08












































