
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr. (Arkivfoto). - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Særtilskudspulje forhøjes til én milliard i 2027 i ny økonomiaftale
Der afsættes også en lånepulje på 200 millioner kroner målrettet de mest vanskeligt stillede kommuner.
Udgivet: 18/06/2026
De mest vanskeligt stillede kommuner kan nu se frem til øget tilskud, når særtilskudspuljen forhøjes til én milliard kroner i 2027.
Det fremgår af den netop offentliggjorte økonomiaftale.
I økonomiaftalen for 2026 udgjorde puljen 800 millioner kroner.
Dertil afsættes også en lånepulje på 200 millioner kroner målrettet de mest vanskeligt stillede kommuner.
”Det er en aftale, der styrker vores fælles velfærd og gør en forskel i hverdagen for børn og familier over hele landet," siger økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i en pressemeddelelse.
"Samtidig giver aftalen en vigtig håndsrækning til de kommuner, der har sværest ved at få økonomien til at hænge sammen. Det er afgørende, hvis vi skal sikre god velfærd og trygge rammer, uanset hvor i landet man bor. Jeg vil gerne takke KL for gode og konstruktive forhandlinger. Vi står med en aftale, som styrker velfærden dér, hvor den betyder allermest – tæt på børnene, familierne og hverdagen," tilføjer hun.
Udover beløbet til særtilskud og lånepulje, løftes servicerammen med 3,6 milliarder kroner og der afsættes 1,8 milliarder kroner i 2027 og 1,0 milliarder kroner i 2028 til et midlertidigt ekstra finansieringstilskud til kommunerne.
Se mere nedenfor.
Hovedelementer i aftalen
Den kommunale serviceramme løftes med 3,6 mia. kr. i 2027. Derudover skal kommunerne nedbringe administrationsudgifterne med 257 mio. kr. til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.
Løftet af servicerammen giver muligheder for, at minimusnormeringer forlænges frem til skolestart, hvis børnene starter tidligere i SFO. Regeringen vil søge folkeskoleforligskredsens opbakning til forslaget. På den baggrund er det regeringens intention at fremsætte lovforslag med henblik på at lovkrav kan træde i kraft snarest muligt i 2027.
Anlægsrammen udgør 22,3 mia. kr. i 2027, som bl.a. giver mulighed for at investere 8 mia. kr. i renovering af folkeskoler samt bedre rammer for dag-, fritids- og klubtilbud.
Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjes til 1,0 mia. kr. i 2027. Hertil afsættes en lånepulje til anlægsinvesteringer i særligt vanskeligt stillede kommuner på 200 mio. kr. i 2027.
Regeringen og KL er enige om at afsætte 1,8 mia. kr. i 2027 og 1,0 mia. kr. i 2028 til et midlertidigt ekstra finansieringstilskud til kommunerne. Tilskuddet udfases i 2029. Udfasningen skal bidrage til en mere bæredygtig udvikling i kommunernes samlede likviditet og samtidig understøtte stabilitet for de enkelte kommuner i de kommende år.
Ramme til modtagelse af fordrevne fra Ukraine på 1,0 mia. kr. i 2026.
Regeringen og KL er enige om, at regeringen vil søge Folketingets tilslutning til, at grundlaget for kommunernes erhvervsdækningsafgift statsgaranteres frem til og med 2028. Desuden vil parterne frem mod økonomiaftalen for 2028 se på mulighederne for at øge stabiliteten vedrørende kommunernes grundskyldsprovenuer fra erhvervsejendomme.
Parterne er enige om at fortsætte arbejdet i Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens. Regeringen og KL er bl.a. enige om, at der skal etableres én generel hjemmel, som kan udgøre det databeskyttelsesretlige grundlag for offentlige myndigheders anvendelse af AI-løsninger samt, at storskalaprojekterne skal udbredes yderligere, så løsningernes fulde potentialer kan udnyttes.
Sidst opdateret: 18/06/2026 - 12:36












































