
- Foto: Guldborgsund Kommune
Guldborgsund inviterer til nye oplevelser på kyststrækning
Udgivet: 18/06/2026
Guldborgsund Kommune inviterer til officielle åbninger af oplevelser langs kysten.
Det er blandt andet nye mødesteder, naturoplevelser, kunst og samlingspunkter, som skal markere udviklingen langs kysten, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
"Det er sjældent, at vi på så kort tid kan åbne så mange forskellige projekter. Fælles for dem alle er, at de er skabt gennem stærke samarbejder mellem borgere, foreninger, lokale aktører og kommunen. De viser, hvad vi kan skabe, når vi udvikler vores lokalområder sammen," siger Katrine Burmann (S), formand for Kultur-, Fritids- og Folkesundhedsudvalget.
Disse fire oplevelser åbner langs kysten
Tirsdag den 23. juni indvies KØSTPERLEN i Gedser. Den nye samlings- og udsigtsplads ved stranden er skabt som et opholdssted for både borgere, turister og besøgende og bliver samtidig rammen om årets Sankt Hans-fejring.
Lørdag den 27. juni åbner KØSTEN officielt. Den nye oplevelsesrute forbinder Stubbekøbing og Gedser gennem natur, kulturhistorie og kystlandskaber. Åbningen markeres med en fælles vandring ved Bregninge Strand.
Søndag den 28. juni indvies også KLANG KØSTEN, en ny kunstnerisk lydvandring i Gedser. Via en gratis app kan besøgende opleve en anderledes fortælling om området gennem lyd, historier og lokale stemmer på en fem kilometer lang rute til Danmarks sydligste punkt.
Den 1. juli markeres genåbningen af Hesnæs Havn. Efter omfattende genopbygning oven på stormskader kan havnen igen tages fuldt i brug. Åbningen fejres med officiel ceremoni, fællesspisning og musik ved havnen.
RMN
Sidst opdateret: 18/06/2026 - 12:14












































