Der er sket en stor ændring i brugen af landets sikrede institutioner for børn og unge fra 12 til 17 år (i særlige tilfælde helt ned til 10 år) siden 2010, hvor flere socialt anbragte børn og unge nu placeres på de sikrede institutioner.

I 2010 var næsten 90 procent af de anbragte tilbageholdt i varetægt på landets sikrede institutioner, som netop var et alternativ til placeringen af mindreårige i arresthuse og fængsler.

Siden er det samlede antal anbragte børn og unge på de sikrede institutioner faldet. Det gælder særligt de 15 til 17-årige, der var tilbageholdt i varetægt, som er faldet med 74 procent fra 2010 til 2023.

Omvendt er andelen af socialt anbragte børn og unge i 2023 steget til 40 procent. Det skriver NB-Social på baggrund af en ny delrapport fra VIVE.

”Udviklingen rejser en række opmærksomhedspunkter, for vi kan se, at de socialt anbragte børn og unge adskiller sig væsentligt fra de retligt anbragte på en række punkter. De er yngre, de er markant mere udsatte, og mange er belastet af psykiatrinære udfordringer og misbrug. Samtidig er deres opholdstid blevet længere,” udtaler Britt Østergaard Larsen i en pressemeddelelse. Hun er seniorforsker i VIVE og leder af forskningsprojektet ’Trajectories of Care’ om børn og unges veje til og fra sikrede anbringelser.

Rapporten viser blandt andet, at den gennemsnitlige opholdstid for anbringelser på sikrede institutioner er steget fra 81 dage i 2010 til 146 dage i 2023. Den stigning omfatter både retlige og sociale anbringelser.

I 2023 varer de sociale anbringelser i gennemsnit 208 dage, mens retlige anbringelser varer omkring 100 dage.

Derudover peger rapporten på flere forhold, der bør have opmærksomhed, hvis praksis omkring brugen af de sikrede institutioner skal understøttes og udvikles.

Her er det er vigtigt med løbende vurdering af, om der er mindre indgribende indsatser, man kan bruge i stedet for frihedsberøvelsen i de sikrede institutioner. Det gælder både socialt og retligt anbragte børn og unge.

En langvarig anbringelse på en sikret institution kan have negativ indvirkning på unges trivsel, sociale relationer og udvikling, hvorfor mindre indgribende indsatser skal overvejes.

Derudover er varigheden af opholdene også et centralt opmærksomhedspunkt, da den stiller særlige krav til skole-, støtte- og behandlingstilbud. Det er både under opholdene på sikrede institutioner og ved udskrivning, hvor målgruppens komplekse problemstillinger kræver tæt tværsektoriel koordinering.