
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tidligere borgmester tiltalt for vold af særlig farlig karakter
En tidligere borgmester er blandt andet tiltalt for vold og at have kørt med en kvinde hængende ud af bilen på motorvejen. Det viser anklageskriftet, som NB-Kommune har fået aktindsigt i.
Udgivet: 15/06/2026
En tidligere borgmester og folketingsmedlem skal for retten i Roskilde, hvor han er tiltalt efter flere paragraffer om vold. Han er blandt andet tiltalt efter straffelovens paragraf 245 for vold og legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Det viser anklageskriftet, som NB-Kommune har fået aktindsigt i.
Han har ifølge anklagemyndigheden i april 2024 kørt med en kvinde på passagersædet på Køge Bugt Motorvejen, hvor han har taget fat i hendes baghoved og forsøgt at slå hendes hoved ned i instrumentbrættet.
Derudover er han tiltalt for at have kørt i nødsporet på Holbækmotorvejen, at have spændt hendes sikkerhedssele op, åbnet døren og skubbet hende ud, så hun har hængt ud af bildøren i 100-200 meter, hvor hendes fod hang fast i sikkerhedsselen og hun blev slæbt efter bilen.
Kvinden kom fri af selen og faldt til jorden i nødsporet med hudafskrabninger og blå mærker, ifølge anklageskriftet.
Manden har derudover ifølge anklageskriftet i januar 2022 taget kvælertag på en kvinde, presset hende mod et trappegelænder og slæbt hende hen af gulvet, hvilket et vidne har overværet.
Da offeret er anonymiseret i anklageskriftet ved NB-Kommune ikke, hvorvidt der er tale om et eller flere ofre.
NB-Kommune kender den tiltaltes identitet, men holder ham anonym, da der endnu ikke er faldet en dom i sagen samt at det er mere end femten år siden, at han har varetaget et offentligt embede som borgmester og folketingsmedlem.
NB-Kommune dækker sagen i retten i Roskilde onsdag den 24. juni.
Den tidligere borgmester er tiltalt efter disse paragraffer
vold efter straffelovens § 244, stk. 1
legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. til dels § 21
overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 12, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 9, stk. 1 og § 117 d, stk. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 1
Der nedlægges dertil påstand om ubetinget frakendelse af førerretten i et af retten fastsat tidsrum fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4 og § 126, stk. 1, nr. 6, jf. § 125, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 128.
Sidst opdateret: 16/06/2026 - 11:11












































