
P-pladsen, Tisvildeleje. Arkivfoto 2024. - Foto: Gribskov Kommune
Ny lokalplan for arrangementer i Tisvildeleje - dog ikke Musik i Lejet
"Lokalplanen giver større forudsigelighed for både arrangører, foreninger og borgere og kan forhåbentlig bidrage til mere ro omkring et område, som gennem flere år har været genstand for stor debat," siger udvalgsformand.
Udgivet: 08/06/2026
Musik i Lejet har flere gange skullet lede efter en ny lokation. Ny lokalplan giver tilladelse til en række arrangementer på p-plads ved strandkanten i Tisvildeleje - men ikke musikbegivenheden.
Det fremgår af en pressemeddelelse som Gribskov Kommune netop har sendt ud, hvor man præsenterer den nye lokalplan for området.
Den nye lokalplan
Lokalplanen giver rammer for Verdensballetten, yogafestival, Tisvilde går i fisk, Sankt Hans-arrangement, Tisvilde spiser sammen og mindre arrangementer uden for turistsæsonen.
Arrangementerne reguleres blandt andet i forhold til placering, deltagerantal, tidspunkt, varighed og opsætning af midlertidige telte og installationer.
Arrangementer, der ikke er nævnt i lokalplanen, kan fortsat søges gennemført, men kræver særskilt myndighedsbehandling, hvis de kræver tilladelse efter planloven eller anden relevant lovgivning.
Lokalplanen fastlægger dermed rammerne for de arrangementer, der på forhånd kan afholdes inden for planens bestemmelser, mens øvrige ønsker til aktiviteter skal vurderes konkret.
Målet er blandt andet at give helt tydelige rammer for, hvilke arrangører der kan benytte området og samtidig sikre hensyn til natur og den daglige brug af området, lyder det.
Lokalplanen giver klare rammer for blandt andet Verdensballetten, yogafestival, Tisvilde går i fisk, Sankt Hans-arrangementet, Tisvilde spiser sammen og mindre arrangementer uden for turistsæsonen.
Samtidig slår den fast, hvilke arrangementer der på forhånd kan afholdes inden for lokalplanens bestemmelser, og hvilke aktiviteter der fortsat skal søges særskilt tilladelse til.
“Jeg er glad for, at vi nu står med en lokalplan, som skaber klarere rammer for aktiviteterne på parkeringspladsen i Tisvildeleje. Området har stor betydning for både naturen, lokalsamfundet og de mange mennesker, som bruger Tisvilde året rundt," siger Tue Villebro (V), formand for Plan-, Miljø og Klimaudvalget.
"Lokalplanen giver større forudsigelighed for både arrangører, foreninger og borgere og kan forhåbentlig bidrage til mere ro omkring et område, som gennem flere år har været genstand for stor debat," tilføjer han.
Skal søge tilladelse
Lokalplanen betyder, at de arrangementer, der er nævnt og reguleret i planen, kan afholdes uden en særskilt landzonetilladelse.
Arrangementer, der ikke er omfattet af lokalplanens bestemmelser, skal fortsat vurderes konkret, hvis de kræver tilladelse efter planloven eller anden relevant lovgivning, står der.
"Lokalplanen betyder ikke, at alle andre fremtidige aktiviteter på parkeringspladsen dermed er udelukket. Hvis andre aktører på et senere tidspunkt ønsker at gennemføre arrangementer, som ikke er omfattet af lokalplanens bestemmelser, skal de søge de nødvendige tilladelser. Ansøgningerne vil derefter blive behandlet konkret efter de gældende regler," står der, og Musik i Lejet vil derfor kunne søge om tilladelse.
Sagen går nu videre til Økonomiudvalget og Byrådet med Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets anbefaling.
Sidst opdateret: 08/06/2026 - 11:47












































