Den nye regering blev præsenteret på Amalienborg Slot i København, onsdag den 3. juni 2026. "Firkløverregeringen" består af Socialdemokratiet, SF, Radikale og Moderaterne.

Den nye regering blev præsenteret på Amalienborg Slot i København, onsdag den 3. juni 2026. "Firkløverregeringen" består af Socialdemokratiet, SF, Radikale og Moderaterne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Her er de velfærdsministre, som skal forme vilkårene for kommunerne de næste fire år

Pia Olsen Dyhr (SF) skal som økonomi- og indenrigsminister stå i spidsen for økonomiaftalen og den kommende udligningsreform. Få det fulde overblik over de centrale ministre for kommunerne.

Udgivet: 04/06/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Det bliver økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), der fremadrettet skal lede forhandlinger om økonomiaftaler med landets kommuner og regioner.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) er tilbage som beskæftigelsesminister, og skal føre den omfattende reform i hus, og Magnus Heunicke (S) har erklæret 'lilleskolens død'.

Med regeringsdannelsen er der skiftet ud hos alle de velfærdsministerier, som NB-Medier beskæftiger sig med.

Her følger en oversigt over de centrale ministre, som NB-Beskæftigelse, NB-Social og NB-Ældre har portrætteret.

Kommunerne skal lægge arm med SF-formand om udligningsreform

Tidligere lå opgaverne med økonomiaftalen, kommunale budgetter og udligningsreformen i Finansministeriet, men med udnævnelsen af den nye regering skifter opgaven hænder.

"Vi skal sikre en udligning, der bliver bedre i det her land, så der er en bedre balance mellem vores forskellige kommuner. Der er nogle kommuner, som hvert eneste år mangler penge til helt almindelig velfærd til deres borgere. Det skal den her regering faktisk levere på," sagde Pia Olsen Dyhr (SF) onsdag ved ministeroverdragelsen.

Dermed er der nu et decideret kommuneministerium, som KL har efterspurgt. Læs mere om regeringsgrundlaget, som blandt andet lægger op til flerårige økonomiaftale, hos NB-Økonomi.

Comeback til Ane Halsboe-Jørgensen (S)

Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og a-kasserne kvitterer alle for regeringens ambitioner på beskæftigelsesområdet og ser frem til nye forhandlinger om blandt andet pension, arbejdsliv og arbejdsudbud.

Det bliver forhandlinger med et velkendt ansigt, for Ane Halsboe-Jørgensen (S) vender tilbage som beskæftigelsesminister i den nye regering.

I et interview med NB-Beskæftigelse lover den nye minister kommunerne frihed og arbejdsro til at implementere "Velfærdsforlig 2.0", som hun selv stod i spidsen for. Men hun afviser ikke ændringer, hvis den viser sig at ramme virkeligheden skævt.

Læs mere hos NB-Beskæftigelse.

Ny socialminister får plads i Ø-udvalget

Den nyudpegede socialminister Monika Rubin (M) vil have mere lighed i socialpolitikken. Det skal opgaveflytningen fra kommuner til regioner blandt andet bidrage til, siger hun i et nyt interview.

Den nye socialminister får plads i regeringens magtfulde økonomiudvalg, og ved ministeroverdragelsen understregede Monika Rubin, at det sociale område ligger hendes hjerte nært.

Rubin blev valgt ind i Folketinget i 2022 og har blandt andet været Moderaternes politiske ordfører. Hun er uddannet læge og har beskæftiget sig en del med sundhedspolitik. Derudover har hun blandt andet været statsrevisor.

Hun er valgt i København Omegns Storkreds. Læs mere om Monika Rubin hos NB-Social.

Ny ældreminister er mest kendt for børneområdet

Han er kendt som en passioneret fortaler for børneområdet, men nu skal Jacob Mark (SF) også løfte ældreområdet som ny børne-, ældre- og boligminister.

Den politiske modstander Anni Matthiesen (V) kalder Jacob Mark for "dygtig og ambitiøs", og Christiansborg-veteranen Peter Lautrup-Larsen betragter det ligefrem som et ønskeministerium for Jacob Mark og partiet SF.

Børneområdet, havde Anni Matthiesen på forhånd tænkt, lå lige til højrebenet. Ældreområdet blev hun alligevel lidt overrasket over, siger hun.

Læs mere hos NB-Ældre.

Ny minister erklærer Socialdemokratiets lilleskole død

Den nytiltrådte undervisningsminister, Magnus Heunicke (S), erklærer endegyldigt, at Socialdemokratiets forslag fra valgkampen om en "lilleskole", hvor der skulle være et klasseloft i de små klasser på 14 elever, ikke bliver til noget alligevel.

Heunicke afviser, at det skulle være et svigt af vælgerne.

"Det anerkender jeg slet ikke, at det skulle være noget som helst svigt. Det vi gik til valg på, var et løft af vores folkeskole. Og det løft kan man se i det første kapitel i regeringsgrundlaget," siger Heunicke.

Læs mere hos NB-Kommune.

Tre grønne ministre

Desuden har skoleområdet fået en ny undervisningsminister med Magnus Heunicke (S), og Ida Auken (S) bliver ny sundheds- og kirkeminister.

Derudover har det grønne område, som NB-Forsyning & Klima beskæftiger sig med, fået tre nye ministre. Radikale Venstres Samira Nawa (R) bliver klima-, energi- og forsyningsminister, Maria Reumert Gjerding (SF) blev trukket op af hatten som ny miljøminister, og Christian Rabjerg Madsen (S) får som ny naturminister ansvar for Den Grønne Trepart.

Læs mere om de tre nye ministre på det grønne område hos NB-Forsyning & Klima.

Sidst opdateret: 04/06/2026 - 12:07

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]