
Niels Jørgen Pedersen ser frem til, at skolerne får et løft, så længe pengene ikke tages fra andre områder. - Foto: Marie-Louise Brehm-Nielsen: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Niels Jørgen Pedersen: Thisted Kommune
Borgmestre reagerer på regeringsgrundlag: Finansiering skal følge med
Én er tilfreds med det hele, mens en anden er imod statslig centralstyring på skoleområdet men samtidig glad for udsigt til forhøjelse af særtilskud.
Udgivet: 03/06/2026
"Jeg synes, at regeringsgrundlaget er supergodt," siger Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune, som sin eneste kommentar.
NB-Kommune har kontaktet en række borgmestre for at høre om deres holdninger til regeringsgrundlaget – om alt fra børneområdet til særtilskud.
Mange borgmestre, vi har talt med, har ikke ønsket at udtale sig, fordi de ikke har haft tid til at sætte sig ind i regeringsgrundlaget.
Vi har talt med to, der har ønsket at uddybe deres holdninger til noget af det, der vedrører kommunerne.
Finansiering skal følge med
Børne- og skoleområdet skal ifølge regeringsgrundlaget løftes med fem milliarder kroner varigt.
Det betyder blandt andet, at man fra næste år forlænger minimumsnormeringerne frem til skolestart, selvom barnet starter tidligere i SFO.
Det hilses velkommen af Lolland Kommunes borgmester, Marie-Louise Brehm Nielsen fra Din Stemme.
"Det er et rigtig fint forslag, hvis den fulde finansiering følger med. Når finansieringen ikke følger fuldt med, sætter det os i en gevaldig klemme," siger hun.
Samtidig skal skolernes timebank øges, så de helt selv bestemmer, hvordan de fordeler midler til eksempelvis færre elever i klasserne eller to-voksenordninger. Dermed sker finansieringen uden om kommunerne, indtil en ny finansieringsmodel er på plads.
Det har været et ønske fra røde såvel som blå partier i valgkampen, at skolerne skulle have mere selvbestemmelse.
“Decentraliseringens endemål skal ikke være borgmesterens skrivebord. Vi vil gerne frisætte den enkelte institution,” sagde Lars Løkke Rasmussen (M) på et pressemøde i går, da partilederne i den nye regering trådte frem for første gang.
Marie-Louise Brehm Nielsen frygter dog, at decentraliseringen i virkeligheden bare er centralisering i nye klæder.
"Jeg har aldrig syntes, det var nogen god idé, at vi skulle centralstyres ude i kommunerne," siger hun og fortsætter:
"Os, der arbejder ude i kommunerne, ved rent faktisk, hvordan vi mest hensigtsmæssigt bruger pengene."
Niels Jørgen Pedersen (V), borgmester i Thisted Kommune, venter og ser, hvordan finansieringen udmønter sig og i hvilken grad, det bliver uden om kommunerne, men overordnet er han glad for, at skolerne kan se frem til et løft, så længe finansieringen følger med.
"Som udgangspunkt er det positivt, at man vil sende flere penge til skolerne. Mange gange, når man sender flere penge, så vedtager man noget, og samtidig er det underfinansieret, så er der jo andre steder, der kommer til at bøde for det i vores samlede økonomi. Men hvis det er reelle flere penge, og det ikke bare er taget et andet sted fra, som det mange gange er, så er det jo super godt," siger han.
"Allermest glad" for forhøjet særtilskud
Lolland Kommune står i en økonomisk krise.
NB-Kommune har tidligere skrevet om, hvordan kommunen ifølge borgmesteren risikerer at komme under statslig administration, hvis ikke de bliver bliver garanteret minimum 210 millioner kroner i særtilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Og selv ikke det vil være nok til at lukke hullet på 531 millioner kroner i kommunens kassebeholdning.
Derfor var hendes opmærksomhed særligt rettet mod, hvordan regeringen vil hjælpe kommunerne frem til, at der kommer en ny udligningsreform i 2029. Til hendes glæde står der i regeringsgrundlaget, at regeringen vil forhøje særtilskudspuljen, der for 2026 er på 800 millioner kroner.
"Det er nok det, jeg er allermest glad for at læse i regeringsgrundlaget. Vi er ikke i stand til at nå frem til 2029 og en ny udligningsreform," siger borgmester Marie-Louise Brehm-Nielsen og fortsætter:
"Jeg håber, man ved inde på Christiansborg, at 300 millioner er absolut et minimum for Lollands overlevelse, og dertil kræver det tilpasninger og strukturelle ændringer for 200 millioner."
Borgmesteren venter dog med at hæve armene helt i vejret, indtil hun ser, hvor mange penge, det drejer sig om, hvad der ikke står noget om i regeringsgrundlaget.
Sidste år søgte Thisted Kommune 30 millioner kroner gennem særtilskudspuljen. Kommunen modtog ingenting.
Niels Jørgen Pedersen er ikke videre begejstret for ordningen.
"Det er nærmest halvdelen af Danmarks kommuner, der søger særtilskud, og det er uigennemskueligt, hvordan pengene kommer ud. Jeg ville hellere have, at det var finansieringstilskuddet, der var højere," siger han.
Sidst opdateret: 03/06/2026 - 12:36












































