
- Foto: Niels Ahlmann Olesen/NAO/Ritzau Scanpix
Kommune forsøger ny strategi mod solbadning på kirkegårde
Udgivet: 01/06/2026
Når solen er fremme, bliver flere københavnske kirkegårde indtaget af solbadere. Problemet har været særligt udpræget på Assistens Kirkegård.
Nogle solbadere slår sig ned i aktive gravområder, og nu har Københavns Kommune også fået klager over, at der solbades på Vestre Kirkegård og på askefællesgraven på Bispebjerg Kirkegård.
Derfor vil kommunen nu forsøge sig med en ny strategi for at få de solhungrende gæster væk fra arealerne, hvor det ikke er tilladt at solbade.
Det skriver TV2 Kosmopol.
Kommunen vil nemlig ændre skiltningen på alle kirkegårde i København.
"Målet er at tilpasse informationen til den enkelte kirkegårds særlige karakteristika, historie og behov, så det bliver nemmere for de besøgende at navigere hensigtsmæssigt," oplyser Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning til mediet.
Kommunen kan ikke oplyse, hvornår den nye skiltning vil blive sat op.
AØM
Sidst opdateret: 01/06/2026 - 10:22












































