
Andelen af FOA-medlemmer, der oplever arbejdet som belastende, er steget, viser nye tal. - Foto: (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Halvdelen af de velfærdsansatte føler sig utilstrækkelige på jobbet
Utilstrækkelighed, dårlig samvittighed og for lav bemanding præger arbejdsmiljøet, viser ny rundspørge blandt mere end 4.000 FOA-medlemmer.
Udgivet: 01/06/2026
Op mod hvert andet FOA-medlem oplever ugentligt eller oftere at føle sig utilstrækkelig på arbejdet. En følelse, der ofte følger med hjem som en dårlig samvittighed.
Det skriver FOA i en pressemeddelelse på baggrund af en rundspørge blandt mere end 4.000 af organisationens medlemmer.
”Det er meget alvorligt, at velfærdsmedarbejdere går hjem med følelsen af ikke at slå til. Der er akut brug for flere i fagene, og det kræver et arbejdsmiljø, der gør det attraktivt at blive, og som kan tiltrække nye,” siger Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA, i pressemeddelelsen.
Følelsen opstår i situationer, hvor tiden ikke slår til: Når social- og sundhedsassistenten ikke tør spørge ind til, hvordan den ældre har det – for hvad nu hvis, der ikke er tid til at følge samtalen til dørs? Eller når den pædagogiske assistent igen ikke har tid til at trøste det grædende barn.
Ser man på to enkelte områder, oplever over halvdelen af de pædagogiske ansatte følelsen af utilstrækkelighed ugentligt eller endnu oftere, mens det gælder for 48 procent af social- og sundhedsansatte.
”Det er ikke rimeligt, at det her bliver ved med at gentage sig,” siger Maria Klingsholm.
Flere oplever højt belastende arbejde
Tallene viser også, at halvdelen af FOA's medlemmer altid eller ofte oplever, at de står i situationer, der er følelsesmæssigt krævende.
43 procent af det pædagogiske personale oplever ofte, at deres arbejde bringer dem i følelsesmæssigt krævende situationer. På social- og sundhedsområdet gælder det 48 procent.
Samtidig oplever 37 procent af FOA's medlemmer, at deres arbejde i høj eller meget høj grad er belastende. Andelen er steget siden 2022, hvor det var 33 procent, der svarede dette.
Bemandingen stemmer heller ikke overens med de opgaver, de skal løse. Det oplever mere end hvert andet FOA-medlem ugentligt eller oftere.
”Der er bred enighed om, at velfærden skal styrkes. Men når medarbejderne ikke har tid nok, går det ud over den omsorg og pleje, de kan give. Det er et uretfærdigt pres, som både kan mærkes hos de ansatte og hos dem, de er der for,” siger Maria Klingsholm.
/ritzau/FGH
Sidst opdateret: 02/06/2026 - 09:52












































