
De øgede udgifter presser kommunens likviditet, lyder det i pressemeddelelsen. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Fredensborg genåbner budget – mangler 75 millioner
Fredensborg Kommune er løbet ind i uforudsete udgifter på det specialiserede socialområde og mangler derfor 75 millioner kroner i 2026, som nu skal findes i anlægsbudgettet og i velfærden.
Udgivet: 27/05/2026
Udgifterne til det specialiserede socialområde vokser med 75 millioner kroner mere end forventet i 2026 i Fredensborg Kommune.
Derfor har kommunen genåbnet budgettet, de lagde i sidste efterår.
Det skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.
“Det er en virkelig ærgerlig udvikling, som byrådet nu må handle på. Og det er kun en ringe trøst, at vi kan se den præcis samme udvikling i mange andre kommuner, der nu også åbner deres budgetter og gennemfører besparelser af de samme årsager som os”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S).
Det går blandt andet ud over allerede planlagte anlægsprojekter, hvor en lang række af dem udskydes, typisk med ét år.
Samtidig var der i det oprindelige budget indlagt en række forbedringer i velfærden på børne- og ældreområdet, som nu annulleres for at finde en del af pengene.
"Her reducerer vi kort fortalt budgettet med et beløb, der cirka modsvarer de forbedringer, vi havde lagt ind i budgettet for i år og næste år. Med andre ord kan man sige, at vi på de brede almene velfærdsområder kun oplever mindre ændringer i forhold til niveauet fra sidste år," siger Thomas Lykke Pedersen.
Samlet set er der for 2026 enighed om besparelser på kommunens driftsudgifter på 20,5 millioner og udskydelse af anlægsprojekter på 33,7 millioner.
For at undgå større besparelser på velfærden øger man SFO-taksten til gennemsnittet for nabokommunerne, og der indføres timeafregning på byggesagsbehandling, der matcher niveauet i andre kommuner.
Man skærper derudover også kravene til besparelser på administrationen i kommunen.
For hele kommunen gennemføres en rammebesparelse på 8 millioner i år og 16 millioner næste år.
Sidst opdateret: 27/05/2026 - 15:55












































