
Håbet var stort, da Novo's CEO Lars Fruergaard Jørgensen, finansminister Nicolai Wammen og borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel præsenterede det nye produktionssted Site Odense i december 2024. Fabrikken skulle skabe 400 arbejdspladser - nu bliver det højst til 75. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Droppet Novo-produktion decimerer Odenses gevinst på selskabsskat
Odense mister 325 forventede arbejdspladser og får decimeret selskabsskattegevinst fra Novos nye faciliteter i byen.
Udgivet: 13/05/2026
Novo Nordisk dropper nu idéen om at opføre produktionsfaciliteter i Odense. I stedet skal anlægget, som er ved at blive opført, bruges som lager.
Det siger Jesper Trebbien Andersen, som er Novo Nordisks chef for faciliteterne i Odense.
"Vi fortsætter byggeriet i Odense, men anlægget vil efter endt opførelse fungere som lager- og opbevaringsfacilitet i stedet for et produktionsanlæg," siger han i en skriftlig kommentar.
Beslutningen betyder, at der skal fyres medarbejdere, lyder det.
Jesper Trebbien Andersen siger, at mindst 75 af de nuværende ansatte på stedet vil blive påvirket. Dertil kommer, at Novo ikke som ventet skaber 250 nye arbejdspladser, så dermed går Odense glip af mindst 325 arbejdspladser.
Beslutningen giver Odense Kommune et dobbelt økonomisk tab. Udover at kommunen taber 325 højt lønnede produktionsarbejdspladser, så får kommunen også decimeret sin andel af selskabsskatten fra Novokoncernen, som man ellers kunne se frem til.
Kommunerne med Novo-faciliteter deler 14,24 procent af koncernens samlede selskabsskattebetalinger i Danmark, og da fordelingen mellem kommunerne sker efter lønsummen i de enkelte afdelinger, så vil reduktionen af medarbejderstaben i Odense i store træskolængder betyde, at Odense får under en femtedel af den forventede selskabsskattegevinst.
Novo udelukker ikke fremtidig produktion i Odense
Jesper Trebbien Andersen understreger, at faciliteterne i Odense fortsat er attraktive i forhold til fremtidige produktionsmuligheder.
Novo Nordisk annoncerede planerne om byggeriet i slutningen af 2024. Her lød det, at selskabet ville investere 8,5 milliarder kroner i byggeriet.
Planen var oprindeligt, at der både skulle være produktion og lager.
Produktionen skulle oprindeligt omfatte klargøring af medicin til sjældne sygdomme som eksempelvis hæmofili. Hæmofili er en arvelig blødersygdom, som påvirker blodets evne til at størkne.
AU/RB
Sidst opdateret: 13/05/2026 - 12:05












































