
Tanken med at indføre adfærdsdesign er, at ansatte kan handle hurtigere og mere effektivt og i en ønsket retning. Men hvornår går det ud over fagmedarbejdernes dømmekraft, og hvad betyder det for borgerne? Det skal forskere fra CBS nu undersøge. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Ny tendens på offentlige arbejdspladser skal undersøges
Forskere fra CBS vil klarlægge, hvordan adfærdsdesign bruges til at styre offentlige ansatte i bestemte retninger ved at observere møder med jobsøgende, patienter og andre borgere.
Udgivet: 12/05/2026
Det kan give god mening at nudge borgere til at smide affald i skraldespanden i stedet for i rendestenen. Eller at få os til at tage trappen i stedet for rulletrappen.
Men i de senere år er adfærdsdesign rykket ind i offentlige organisationer som et management-instrument. Målet er at få medarbejdere til at handle i en bestemt retning, uden at de nødvendigvis tænker over det.
Men hvilke fordele og ulemper medfører det, såvel praktiske som etiske?
Det har to forskere fra Copenhagen Business School fået 6,3 millioner kroner af Det Frie Forskningsråd til at klarlægge, fremgår det af en pressemeddelse fra universitetet.
”Vi skal blandt andet ud på en række offentlige arbejdspladser og observere, hvordan adfærdsdesign forandrer opgaver for de ansatte, herunder deres møder med f.eks. patienter, jobsøgende og andre borgergrupper. Vi skal også følge nogle af de offentligt ansatte, mens de uddannes som adfærdsdesignere”, siger lektor Kirstine Zinck Pedersen.
Sammen med lektor Trine Pallesen og en kommende ph.d.-studerende skal hun få frembringe mere viden om, hvad der sker, når adfærdsdesign bruges til at forandre offentligt ansattes arbejde:
”På den ene side er der sikkert masser af fornuft i det. Tanken er, at ansatte kan handle hurtigere og mere effektivt og i en ønsket retning. Men det er også en balancegang, for hvad nu hvis man begynder at lave ændringer, som førhen ville have medført en faglig refleksion eller debat, som nu forsvinder?," siger Trine Pallesen.
Kirstine Zinck Pedersen giver et tænkt eksempel:
”Hvis man for eksempel vil have læger til at udskrive mindre af en bestemt medicin og derfor konsekvent sætter den nederst på listen. Så flytter man ansvaret og indsnævrer skønsrummet hos fagpersonalet. Hvis det sker mange steder i den offentlige sektor, så kan det i sidste ende ændre kvaliteten af serviceindsats og borgeroplevelse,” siger hun.
Sidst opdateret: 12/05/2026 - 10:30












































