
Hovedscenen på Folkemødet kommer til at stå sin prøve, hvis over 9.000 kandidater fra kommunalvalget løber med Folkemødets Dialogpris 2026. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Alle kandidater til kommunalvalget er nomineret til Folkemødets Dialogpris
Valg er et gennemgående tema til Folkemødets Dialogpris 2026, hvor over 9.000 kandidater fra kommunalvalget er blandt de nominerede.
Udgivet: 07/05/2026
Over 9.000 kandidater fra efterårets kommunalvalg er nomineret til Folkemødets Dialogpris 2026.
Det skriver Danske Kommuner.
Nomineringen er et velfortjent skulderklap til alle dem, der stiller sig til rådighed for demokratiet, siger KL's administrerende direktør, Kristian Vendelbo, til mediet.
"Jeg er rigtig glad for den kæmpe anerkendelse, der ligger i denne nominering. Det kræver mod, kræfter og energi at stille sig frem, føre valgkamp og indgå i en til tider hård debattone, siger han og fortsætter:
"Det var der hele 9.290 kandidater, der gjorde i forbindelse med sidste års kommunalvalg. Og vi har brug for alle dem, der vil tage en tørn for vores fællesskab og engagere sig i dialogen med borgerne. Stort tillykke til kandidaterne."
Prisen er en hyldest til dem, der har modet til at gøre svære emner nærværende gennem nysgerrig og respektfuld dialog. Den uddeles af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), Folkemødet og DR.
I år har valg været et gennemgående tema blandt de nominerede, som tæller Det Danske Spejderkorps projekt "Demokratisk Selvtillid" og Skolevalg 2026 for elever i udskolingen. Derudover er Nina Palesa Bonde nomineret for sin deltagelse i den offentlige debat som repræsentant for dommerstanden, der ellers ikke er kendetegnet ved at deltage.
Her er de tidligere vindere af Folkemødets Dialogpris
2019: Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune
2018: Jacob Mark (SF), folketingsmedlem
2017: Liselott Blixt (LA), fhv. folketingsmedlem for DF
2016: Uffe Elbæk, fhv. minister og folketingsmedlem
2015: Ida Auken (S), folketingsmedlem
2014: Pia Olsen Dyhr (SF), folketingsmedlem
2013: Esben Lunde Larsen (V), fhv. minister og folketingsmedlem
Sidst opdateret: 07/05/2026 - 11:53












































