(Genrefoto)

(Genrefoto) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Godsejer bag træfældninger har også pløjet kommunal jord

Flere år i træk har godsejer dyrket offentlig jord trods kommunens henvendelser. Alligevel afviser kommunen at gå til politiet.

Udgivet: 05/05/2026

Del artiklen:

En kamp om et stykke land er tilsyneladende i gang i nærheden af byen Odder syd for Aarhus.

På en omkring 500 meter lang strækning har en omstridt godsejer, der gentagne gange har været i konflikt med kommunen, pløjet et stykke af kommunens jord.

Det skriver TV2 Østjylland.

Marken, der støder op til det offentlige areal langs en vej, er ejet af godsejeren, der driver Aakær Gods. Og det er langt fra første gang, at godset dyrker landbrug ind på kommunens grund.

På trods af, at kommunen i 2024 og 2025 har gjort opmærksom på problematikken, har godset igen i år overskredet skellet og brugt den offentlige ejendom som landbrugsjord.

Odder Kommune blev i 2024 første gang opmærksom på, at dens areal blev opdyrket, efter at 31 af kommunens træer på det samme areal blev fældet ulovligt.

En sag, som senere udviklede sig til også at omhandle over 100 fældninger af træer på offentlige arealer flere steder i kommunen, og som godsejeren har erkendt at stå bag.

For at afgøre, hvis ejendom træerne stod på, fik kommunen skellet målt op, og her blev det tydeligt for kommunen, at godset havde overskredet skellet.

Hvor mange år før opmålingen godset har opdyrket det offentlige areal, er Odder Kommune ikke klar over.

TV2 Østjylland har rakt ud til godsejeren og Aakær Gods for at høre godsets side af sagen, og hvor længe godset har opdyrket arealet. Godset er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Insekternes transportvej

For chefen for Teknik og Miljø i Odder Kommune, Helle Bøhl-Møller, er det tabet af natur i området, som gør sagen vigtig og værd at kæmpe.

"Det er super ærgerligt, fordi det er en af de grønne korridorer, vi har, så insekter kan transportere sig i landskabet," siger Helle Bøhl-Møller til TV2 Østjylland.

På trods af, at opmålingen blev foretaget i 2024, blev jorden også opdyrket sidste år, i 2025. Da valgte kommunen at slå afgrøderne på arealet ned.

Odder Kommune er igen opmærksom på hændelsen og vil række ud til lodsejeren med henblik på at etablere en dialog, og så bliver afgrøderne slået ned igen, fortæller Helle Bøhl-Møller.

"Vores formål er hurtigst muligt at få genetableret arealet. Det er det vigtigste. At aktivere politiet, hvis nogen kører ud over deres markskel, det er ikke det, vi vil. Vi vil helst i dialog."

AØM

Sidst opdateret: 05/05/2026 - 12:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]