Flere kommuners telefonsystemer har været nede i dag

Her til formiddag har det ikke muligt at ringe på de almindelige numre til Aarhus, Kolding og Odder kommuner. Årsagen bag nedbruddet er stadig ukendt.

Udgivet: 30/04/2026

Del artiklen:

Telefonlinjerne i Aarhus, Kolding og Odder kommuner har været nede under formiddagen.

Aarhus Kommune henviser til, at man som borger kan kontakte Den Digitale Hotline på nummeret 7020 0000, mens Odder Kommune henviser til, at man benytter mail. Kolding Kommune oplyser ikke andre kontaktmuligheder.

Årsagen til, at linjerne er nede, fremgår ikke på hjemmesiderne.

"Den Digitale Hotline" i Aarhus Kommune har ikke haft mulighed for at give en kommentar til Ritzau om nedbruddets omfang og tidshorisont her til formiddag.

Meddelelsen er dog fjernet fra de tre kommuners hjemmesider omkring klokken 12.15 torsdag.

Ritzau har været i kontakt med Bo Nørgaard, presse- og kommunikationskonsulent hos Odder Kommune, der oplyser, at systemet er oppe at køre igen - "dog med risiko for udfald resten af dagen" i Odder Kommune.

Han kan i øjeblikket ikke oplyse, hvad årsagen til nedbruddet er, men oplyser, at det er noget, de vil undersøge.

Kolding Kommune oplyser også til Ritzau, at fejlen nu er fikset, og at nedbruddet skyldtes en fejl hos leverandøren.

"Ifølge vores log var systemet nede fra cirka klokken 7 til 10.35", lyder det i et skriftligt svar til Ritzau.

Aarhus Kommune oplyser også til Ritzau, at de igen er begyndt at modtage opkald. Kommunen er dog ikke klar over, hvad fejlen skyldes endnu, men oplyser, at det er ved at blive afklaret.

/ritzau/

Sidst opdateret: 30/04/2026 - 12:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]