Der er brug for en ny mediestøtte på 100 millioner kroner til de lokale ugeaviser, lyder det fra medie-alliancen. Det skal sikre den demokratiske samtale i de små lokalsamfund.

Der er brug for en ny mediestøtte på 100 millioner kroner til de lokale ugeaviser, lyder det fra medie-alliancen. Det skal sikre den demokratiske samtale i de små lokalsamfund. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Medie-alliance vil sikre økonomisk støtte til pressede ugeaviser

Der er behov for en ny lokaldemokratisk mediestøtte på 100 millioner kroner, som skal sikre de lokale mediers fremtid. Sådan lyder det i et fælles opråb fra regionale medier i hele landet.

Udgivet: 16/04/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Hvis de lokale ugeaviser, og dermed den demokratiske samtale i de små lokalsamfund, skal overleve, kræver det en økonomisk indsprøjtning på 100 millioner kroner.

Sådan lyder det nu i et nyt udspil fra en alliance bestående af en lang række regionale medievirksomheder, Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Erhverv og Danske Lokalaviser.

"Hvis ugeaviserne forsvinder, så er det et demokratisk problem. Det er ugeaviserne, som kommer ud i krogene til læserne. Herovre i Jylland vil folk helst have den fysiske avis. Det er for tidligt at satse 100 procent på det digitale," siger Thorkil Christensen, formand i Danske Lokalaviser, til NB-Kommune.

De 100 millioner kroner skal ifølge alliancen gå til distribution af lokalaviserne og erstatte den mediestøtte, som aviserne lige nu får til produktion.

Distributionsstøtten skal ifølge alliancen være en midlertidig ordning over fire år. Pengene skal sikre, at den digitale udvikling ikke bliver presset unødigt igennem, mens nogle befolkningsgrupper ikke følger med over på de digitale platforme.

Alliancen vil med en overgangsordning på 100 millioner kroner sende penge direkte til de ugeaviser, som risikerer at lukke som følge af en kommende aftale om mediestøtte.

"Vi står i en tid, hvor det lokale medielandskab er under historisk pres. I takt med at annoncekronerne flytter til tech-giganterne, og de fysiske medier presses økonomisk, risikerer vi, at store dele af Danmark ender som nyhedsørkener uden reel lokal dækning. Det er en udvikling, der truer både den lokale sammenhængskraft og det nære demokrati," siger Thorkil Christensen.

River tæppet væk under den lokale samtale

Den fremtidige overgang fra papir til digital udgivelse skal ikke ske over natten, men over en årrække. Det sikres ved, at puljen det første år lyder på 40 millioner kroner. Derefter falder det til 10 millioner kroner i det fjerde år.

"Hvis vi bare slukker for papiret i morgen, river vi tæppet væk under en stor gruppe borgeres adgang til information, demokratisk deltagelse og den lokale samtale. Med overgangsordningen åbner vi op for, at lokalmedierne fortsat kan løfte deres vigtige samfundsrolle, mens fremtidens mediemarked finder sine ben at stå på," siger Thorkil Christensen.

Det er ifølge Steffen Damsgaard, formand i Landdistrikternes Fællesråd, vigtigt, at borgerne i lokalsamfundene får "en minimumsgrad" af journalistik. Det er nemlig ikke alle borgere, der kan eller vil betale for journalistik, lyder det, og vi risikerer egentlige "nyhedsørkener", hvis ugeaviserne lukker:

"Hvis ugeavisen forsvinder, vil det være et stort tab i nogle husstande. Vi er bekymrede for, at mange ugeaviser må lukke, hvis der ikke findes en økonomisk model. Hvis de lokale medier lukker, forsvinder en del af den lokale demokratiske samtale," siger Steffen Damsgaard.

Med i alliancen er Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Erhverv, JFM, Folketidende Gruppen, Det Nordjyske Mediehus, Sjællandske Nyheder, Mediehusene Midtjylland, Flensborg Avis, Bornholms Tidende, Danske Lokalaviser samt Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder.

Chefredaktører bakker op om ugeavisen

De to ansvarshavende chefredaktører hos Mediehusene Midtjylland og Det Nordjyske Mediehus, Alex Nielsen og Stefan Buur Hansen, bakker op om alliancens udspil.

De 100 millioner kroner skal sikre en fornuftig overgang til en ny version af mediestøtten, som med stor sandsynlighed er på trapperne efter regeringsdannelsen.

"Vi støtter selvfølgelig en fornuftig og flerårig overgangsordning for ugeaviserne, så vi sikrer, at lokalsamfundene i de mindre byer stadig kan få adgang til den information, de har brug for," siger han og tilføjer:

"Man kan ikke omlægge ugeaviserne på et år. Den slags kræver tid, og med puljen på 100 millioner kroner sikrer vi en tilpas lang ordning, så ugeaviserne ikke forsvinder fra lokalsamfundene. Hvis det sker, vil det svække det lokale demokrati."

Hvis man ændrer støtten fra den ene dag til den anden, formoder Stefan Buur Hansen, at mange ugeaviser bliver ramt utrolig hårdt.

"Uden en overgangsordning vil størstedelen af ugeaviserne lukke på kort tid."

Et åbent spørgsmål er, om der overhovedet er efterspørgsel på en digital ugeavis.

"En overgang giver ugeaviserne mulighed for at omstille sig til en ny digital virkelighed, men det er slet ikke sikkert, at der er stor interesse for digitale ugeaviser hos brugerne. Den trykte avis gør naturligt opmærksom på sig selv – det gør den digitale ikke. Når du sidder med iPad eller telefon, bliver du hele tiden distraheret – det gør du ikke med en trykt avis."

"Vi er der, når du har mest brug for os." Sådan lød det fra Danmarks lokale dagblade i en fælles annonce fra dengang, hvor corona-krisen kradsede i 2020. Dengang gik de lokale og regionale dagblade sammen om en fælles annonce, og i 2026 sker noget lignende med alliancens udspil om en støttepulje til ugeaviserne.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sidst opdateret: 16/04/2026 - 11:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]