Støtten til Northside bliver ikke forlænget, fastslår kulturrådmand Jesper Kjeldsen (S). "Den skriftlige dokumentation i den her sag er på ingen måder i orden," siger han.

Støtten til Northside bliver ikke forlænget, fastslår kulturrådmand Jesper Kjeldsen (S). "Den skriftlige dokumentation i den her sag er på ingen måder i orden," siger han. - Foto: Aarhus Kommune

Kulturrådmand sløjfer støtte til Northside

Kulturrådmand Jesper Kjeldsen (S) retter kritik mod egen forvaltning efter afsløringer om manglende dokumentation for, hvad Aarhus Kommune har fået igen for sin millionstøtte til Northside-festivalen.

Udgivet: 10/04/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

Aarhus Kommune forlænger ikke støtten til Northside-festivalen.

Det slår kulturrådmand Jesper Kjeldsen (S) fast i Din Avis.

Beslutningen kommer, efter Jyllands-Posten har beskrevet, at kommunen har postet 600.000 skattekroner årligt i festivalen samtidig med, at selskabet bag har trukket millioner ud til sine private ejere.

Festivalen har blandt andet modtaget 315.000 kroner årligt for at bidrage til udviklingsplaner, der slet ikke findes, skriver avisen. Det bidrag bestod hovedsageligt i at deltage i et årligt evalueringsmøde, fremgår det.

Derfor retter den aarhusianske kulturrådmand en skarp kritik af sin forvaltning for ikke at kunne dokumentere, hvad kommunen har fået igen for sin støtte.

"Jeg vil gerne slå fast, at fejlen ligger her – ikke hos Northside. Jeg har fået en liste over ting, som man mener, at man har haft en god sparring med Northside omkring, men jeg kan være i tvivl, om det her er god forvaltningsskik. Det diskuterer jeg med Jura omkring lige nu. Den skriftlige dokumentation i den her sag er på ingen måder i orden", siger Jesper Kjeldsen.

Penge til fest og sparekniv til de svageste

Festivalen har modtaget i alt syv millioner fra kroner fra kommunen, siden den blev etableret i 2010. Det på trods af, at festivalen for længst er blevet kommercielt bæredygtig.

Det er DTD Holding, der står bag Northside. Selskabet ejer også Tinderbox-festivalen, som fik sløjfet sin støtte fra Odense Kommune i 2022 med den begrundelse, at festivalen kunne klare sig selv økonomisk.

Derfor står det i stærk kontrast, at Aarhus fortsat har givet penge til Northside – især i en tid, hvor kommunen skal spare 150 millioner kroner på handicappede og socialt udsatte borgere, mener Danmarksdemokraterne.

"Jeg synes ikke, at vi kan forsvare at bruge så mange penge på en festival, mens vi skal spare på de svageste," siger Jakob Søgaard Clausen (DD) til Jyllands-Posten.

Fik du læst?

Aarhus lægger skattekroner i Northside, mens ejere trækker millioner ud

Sidst opdateret: 10/04/2026 - 10:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]