
Frands Fischer, Michael Fenger, Ole Vind - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Skanderborg Kommune
Borgmestre i fælles front: Først grundig analyse – så kan vi skændes senere
Efter et møde i Hedensted arbejder en bred kreds af borgmestre på et brev til KL, der skal fastholde arbejdet med en ny udligningsreform. Enigheden rækker dog kun til analysen.
Udgivet: 09/04/2026
Tre borgmestre fra hver sit store borgmesterparti var tirsdag til stede på borgmesterkontoret i Hedensted. De er enige om én ting – og de ved, at de nok snart bliver uenige om milliarder.
De tre borgmestre, som NB-Økonomi har talt med, er blot et udsnit af en større gruppe på 13 borgmestre, som tirsdag mødtes for at finde fælles fodslag, før næste runde i udligningskampen begynder.
Det er foreningen Balance Danmark, der har taget initiativet, men forsamlingen af borgmestre var bredere repræsenteret, eksempelvis med deltagelse af blandt andet Gentofte og Skanderborg, der ikke står på medlemslisten hos Balance Danmark.
Efter mødet hos borgmester Ole Vind (V) i Hedensted – som NB-Økonomi beskriver indholdet af i dag – er arbejdet nu i gang med at formulere et brev til KL. Et brev, der skal forsøge at holde både KL, regeringen og resten af kommunerne fast på det, der allerede er aftalt om en ny udligningsreform.
Men bag den nye fælles front ligger også en erkendelse: Enigheden rækker kun til analysen – ikke til resultatet.
"Hvis vi skal være uenige senere, så skal det være på et oplyst og fagligt grundlag," siger borgmester Frands Fischer (S), Skanderborg.
Også Michael Fenger (K), borgmester i Gentofte, er enig i, at hvis der skal være et skænderi senere, så skal det i det mindste være et skænderi på et fornuftigt, sagligt, fagligt og oplyst grundlag.
Enighed – indtil videre
Det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvem der nu står skulder ved skulder.
Ved udligningsreformen i 2020 var kommunerne splittet i lejre. Hovedstadskommunerne stod bag “Stop Forskelsbehandlingen”, provinskommunerne samlede sig i “Bedre Balance”, mens østjyske vækstkommuner organiserede sig i "Rimelig Udligning".
Nu sidder repræsentanter fra de tidligere modpoler i samme rum. Blandt andet Jesper Frost fra Esbjerg og Michael Fenger fra Gentofte.
"Jeg er ikke en del af Balance Danmark, og det har jeg heller ikke planer om at blive. Men jeg deltager gerne i alt, der kan bidrage til en mere fornuftig udligning. Jeg er også enig i udgangspunktet om, at der er penge nok i systemet – de skal bare fordeles mere fair," siger Michael Fenger.
Og han fortsætter:
"Ambitionen – som jeg deler – er at samle så mange kommuner som muligt, så vi undgår den splittelse, vi så sidst med flere forskellige grupper og dagsordener. Det gav ikke noget godt resultat."
"Vi er borgmestre med forskellige interesser, men vi har én fælles interesse: at få set grundigt på udligningen," siger Frands Fischer.
Og netop det fælles fokus på analyserne er det, der lige nu holder sammen på forsamlingen af borgmestre.
"Vi er optaget af, at der kommer en fagligt funderet og saglig analyse. Det var kernen i mødet: Hvordan sikrer vi os, at det også rent faktisk sker," siger Ole Vind (V), Hedensted.
Brevet til KL skal derfor ikke pege på konkrete løsninger – men presse på for, at det analysearbejde, der allerede er besluttet, bliver gennemført i fuldt omfang.
Et system “fyldt med fejl”
På tværs af kommunetyper er der en fælles diagnose: Det nuværende system fungerer ikke godt nok eller slet ikke.
“Vi kan alle sammen være enige om, at det system, vi har i dag, er fyldt med fejl og mangler,” siger Michael Fenger (K), Gentofte.
Han peger ligesom de øvrige borgmestre på, at udgangspunktet allerede er lagt.
“Sidste år blev alle 98 borgmestre enige om nogle grundprincipper for et nyt udligningssystem. Det giver et fælles udgangspunkt,” siger han.
Det er netop den enighed, borgmestrene nu forsøger at fastholde.
Glem nu ikke, hvad vi allerede har aftalt
Bag initiativet ligger også en mere taktisk overvejelse. For siden man i kommunerne i 2025 blev enige om de 9 teser om en kommende udligningsreform, er der sket meget: Folketingsvalg med udsigt til en ny regeringskonstellation, nok en ny indenrigsminister (som det ser ud lige nu) – og så er 40 nye borgmestre kommet til efter kommunalvalget, og der er kommet en helt ny KL-bestyrelse. Det skaber en risiko for, at arbejdet mister momentum.
"Lige så snart der kommer en ny regering, er der en risiko for, at fokus flytter sig. Derfor handler det også om at holde politikerne fast på, at der allerede var enighed om det her arbejde," siger Frands Fischer.
"Der er mange nye borgmestre, en ny KL-bestyrelse og måske snart også en ny regering. Derfor handler det også om at minde hinanden om, hvad det var, vi allerede var enige om," siger Ole Vind.
"Jeg er ikke bekymret, men det er en ny situation med mange nye mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi holder fast i processen og sikrer, at vidensniveauet er tilstrækkeligt højt," siger Michael Fenger.
Brevet skal derfor også ses som en påmindelse – eller et politisk anker – i en periode med stor udskiftning.
Netop fordi analysen er relativt ufarlig politisk, er det også her, en bred alliance kan opstå.
"Uenighederne kommer først senere, når der ligger en konkret model med vindere og tabere," siger han.
Det politiske spil venter
For selv om borgmestrene taler om faglighed og saglighed, er ingen i tvivl om, hvad der venter.
"Det politiske spil kan man aldrig helt undgå. Der vil altid være vindere og tabere," siger Michael Fenger.
Også Ole Vind understreger, at analysen ikke er et mål i sig selv – men et grundlag.
"Når vi taler om en faglig og saglig udligningsreform, så handler det om, at kommunerne skal kunne levere nogenlunde ens velfærd ved nogenlunde samme skatteprocent," siger han.
Men netop hvordan det mål skal omsættes til konkrete fordelinger, er det, der splitter. Og denne gang håber borgmestrene, at slaget – når det kommer – i det mindste bliver kæmpet på et mere oplyst grundlag end sidst.
Sidst opdateret: 09/04/2026 - 11:50












































