Venstre-borgmester Kenneth Muhs (tv.) er tilfreds med aftale om økonomisk handleplan, mens SF'er Ole Tyrsted Jørgensen (th.) mener, at besparelser er gået for vidt.

Venstre-borgmester Kenneth Muhs (tv.) er tilfreds med aftale om økonomisk handleplan, mens SF'er Ole Tyrsted Jørgensen (th.) mener, at besparelser er gået for vidt. - Foto: Nyborg Kommune

Nyborg har præsenteret økonomisk handleplan for at lukke dybt hul i kassen

Kommunen har fundet besparelser for knap 79 millioner i år. En institution lukker, og der spares millioner på døgntilbud. K og SF ønskede at holde sig på de 72 millioner, der reelt mangler i år.

Udgivet: 24/03/2026

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Nyborg Kommune har nu fremlagt sin økonomiske handleplan for at rette op på den kuldsejlede økonomi, hvor det allerede i januar stod klart, at kommunen i år vil mangle 72 millioner kroner.

Nu har kommunen fundet besparelser på 78,91 millioner kroner allerede i år.

Der ligger et noget omfattende arbejde bag planen, hvor kommunen har fundet besparelser på alle kommunens områder, på hele 158 punkter.

Aftalen er indgået mellem V, S, K, DF, LA og RV. Dermed står SF som det eneste parti i byrådet udenfor aftalen.

Blandt andet spares der allerede i år 10 millioner kroner på skole- og dagtilbudsområdet, 13,52 millioner på sundheds- og ældreområdet, herunder 8 millioner på elever under uddannelse. Konsekvenserne er blandt andet, at man lukker en institution, giver mindre fritvalg til vuggestuer og fjerner mulighed for gæstedagplejer i nogle områder.

På social- og beskæftigelsesområdet findes der besparelser for 10,76 millioner, herunder hele 9,72 bare på socialområdet. Blandt andet sparer man på døgnpladser til børn med særlige støttebehov og døgntilbud til voksne.

Borgmester Kenneth Muhs (V) er tilfreds med, at der nu er indgået en bred aftale om besparelserne.

"Vi takker forligspartierne, og alle der har bidraget til processen, for et godt og konstruktivt samarbejde om en svær opgave. Vi har fundet en fælles løsning, hvor det er lykkedes at mindske nogle af de foreslåede besparelser, blandt andet på skole-, dagtilbuds-, ældre- samt kultur- og fritidsområdet," siger Kenneth Muhs i en pressemeddelelse.

Næste år har man fundet 91,21 millioner, 98,07 millioner i 2028, 97,37 millioner i 2029 og 97,37 millioner i 2030.

De Konservative er en del af aftalen, men påpeger, at man har fundet større besparelser, end partiet ønskede.

"Det Konservative Folkeparti havde gerne sat politisk enighed om at finde besparelser på de 72 millioner kroner, som forvaltningen anbefalede – ikke 79 millioner kroner. Et flertal ønskede dog en anden løsning. Vi noterer os dog med tilfredshed, at de øvrige partier bakker op om at holde folkeskolerne fri for de mest vidtgående besparelser," siger 2. viceborgmester Michael Gertsen (K).

SF ikke med

SF står som de eneste udenfor aftalen. Partiet mener, at besparelserne på velfærden er gået for vidt.

Ole Tyrsted Jørgensen, byrådsmedlem for SF, understreger, at partiet står udenfor aftalen, fordi man ikke ønsker at lave større besparelser end nødvendigt.

Han påpeger samtidig, at de 72 millioner er regnet ud fra et "worst case scenario" og at partiet derfor lagde op til at spare 65 millioner i første omgang og derefter afvente analysearbejdet for at se, hvor der yderligere skulle spares.

"De er gået for vidt, og derfor er vi ikke med. Jeg forstår ikke, at de vil finde flere besparelser end de nødvendige, når det har så store konsekvenser for velfærden," siger han til NB-Kommune.

"Det viser bare, at vi er det røde parti i Nyborg, der værner om velfærden."

Han er stærkt utilfreds med, at kommunen finder besparelser over det nødvendige og ikke venter på de analyser, der nu skal udarbejdes for de enkelte områders økonomi.

Samtidig med, at kommunen vil frigøre penge til strategisk udvikling, alt imens man for eksempel er nødsaget til at lukke en daginstitution.

"Vi er meget optagede af, at vi har den rette balance mellem at investere i de borgere, vi har nu og velfærd til dem, og så fremtidige vækstmål og borgere, vi drømmer om, kommer i fremtiden," understreger han.

Læs hele aftalen om besparelserne her.

Fik du læst?

Borgmester varsler fyringer for at dække dybt hul i kommunens økonomi

Sidst opdateret: 24/03/2026 - 10:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]