
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Odense skruer ned for bekæmpelse af 'larven fra helvede'
Udgivet: 23/03/2026
Odense Kommune drosler ned på indsatsen for at bekæmpe egeprocessionsspinder - også kaldet "larven fra helvede".
Sidste år blev 2500 reder fjernet, og op mod 1400 træer blev behandlet af personer iført beskyttelsesdragter og åndedrætsværn. Det kostede kommunen cirka to millioner kroner.
I år afsættes der mellem 500.000 og 700.000 kroner til begrænset bekæmpelse af larven. Det besluttede klima- og miljøudvalget i Odense Kommune på et møde tirsdag.
"Vi havde et håb sidste år om, at vi kunne udrydde egeprocessionsspinder. Men det kan vi ikke. Så nu ændrer vi strategi", siger rådmand for klima og miljø Tim Vermund (S).
Der er ifølge rådmanden ikke noget, der indikerer, at larven er blevet udryddet helt i Odense. Den er højst blevet bremset i sin udbredelse.
Alligevel vælger kommunen nu en anden tilgang.
"Vi kommer til at bekæmpe den, der hvor den kan udgøre en gene for mange mennesker", siger Tim Vermund.
Det vil for eksempel være ved børnehaver, skoler, plejehjem og tætbefolkede områder. Larven vil derimod ikke blive bekæmpet i områder, hvor den ikke udgør en gene for mange mennesker.
Egeprocessionsspinder blev sidste år også fundet i Horsens og Kerteminde kommuner - dog i mindre omfang end i Odense.
/ritzau/
Sidst opdateret: 23/03/2026 - 11:35












































