
KL-formand Peter Rahbæk Juel vil have et nyt udligningssystem, hvor økonomisk trængte kommuner ikke skal søge "almisse" fra særtilskudspuljen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Ekspert er skeptisk overfor KL-formands ønske om udligning uden behov for særpuljer
Et nyt udligningssystem skal fjerne behovet for særpuljer til økonomisk pressede kommuner, mener KL-formand. “Om man helt kan undgå særpuljer, det er jeg skeptisk overfor," siger ekspert.
Udgivet: 18/03/2026
KL’s nye formand, Peter Rahbæk Juel (S), vil have et udligningssystem, der ikke rammer skævt og dermed gør særpuljer overflødige.
Men det vil være vanskeligt at opnå, vurderer Niels Jørgen Mau, projektchef og ekspert i kommunal udligning ved VIVE.
“Om man helt kan undgå særpuljer, det er jeg skeptisk overfor," siger han.
“Uanset hvad vil der være nogen, der mener, at udligningssystemet rammer skævt," tilføjer han.
Debatten er opstået, efter at KL-formanden har kritiseret den såkaldte særpulje til økonomisk pressede kommuner og kaldt den "uværdig". I stedet ønsker han et bedre designet udligningssystem, der gør puljen overflødig.
Men den analyse bliver udfordret fra Lolland, hvor borgmester Marie-Louise Brehm (Din Stemme) advarer mod at afskaffe særpuljen. Hun frygter, at et nyt udligningssystem igen vil efterlade kommunen med et økonomisk efterslæb. Et nyt system skal forhandles færdigt i 2028 og træde i kraft i 2029.
"Vi kunne ret hurtigt se i 2020, at udligningen ville save os over. Og det har den så også gjort. Så jeg bliver meget positivt overrasket, hvis der kommer en udligning, uden at der er behov for særtilskud til os," siger hun til NB-Kommune.
Niels Jørgen Mau vurderer, at det er realistisk at flytte en større del af støtten over i et nyt udligningssystem og dermed reducere behovet for ansøgningsbaserede puljer. Men der er grænser for, hvor langt man kan nå.
“Det er ikke nogen nem opgave at erstatte særtilskud med et generelt system. Selv om det i praksis ofte er de samme kommuner, der har behovet," siger han.
Tegn på mangler i systemet
Gennem årene er særpuljen vokset fra omtrent 300 millioner kroner til en milliard kroner. 800 millioner kroner i særpuljen samt en lånepulje på 200 millioner kroner.
“Når særpuljen er vokset til omkring en milliard kroner, så er det et tegn på, at der er mangler i det nuværende system," siger Niels Jørgen Mau.
I 2025 søgte 37 kommuner om tilskud for to milliarder kroner fra særpuljen. Her fik 22 kommuner tilskud.
Ifølge Niels Jørgen Mau fremhæver det et centralt dilemma: Hvordan man afgrænser, hvilke kommuner der skal have tilskud.
“Det bliver meget afgørende, om en kommune er med i puljen eller ej – og jeg tror ikke, man kan pege på 22 kommuner og sige, at det kun er dem, der er vanskeligt stillede," siger Niels Jørgen Mau.
Sidst opdateret: 18/03/2026 - 14:21












































