
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Flere fjerkræ aflives på grund af fugleinfluenza
Udgivet: 16/03/2026
Medarbejdere fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er er gået i gang med at aflive flere end 42.000 fjerkræ.
Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse lørdag.
Aflivningen sker, efter at der er konstateret fugleinfluenza i fire besætninger på Fyn og Sjælland.
"Smittetrykket med fugleinfluenza er i øjeblikket ekstremt højt", siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.
Hun opfordrer til, at fjerkræejere tager alle forhåndsregler, herunder at man fodrer fjerkræ under net eller tag, så vilde fugle ikke kan spise med.
Siden oktober har der været mere end 30 udbrud af fugleinfluenza i Danmark, og over 600.000 fjerkræ er blevet aflivet.
/ritzau/
Sidst opdateret: 16/03/2026 - 09:30












































