
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Økonomiaftale 2027: Blå partier åbner for mere velfærd udover demografien
Venstre og Liberal Alliance signalerer villighed til at øge det offentlige forbrug ud over det demografiske træk. Det kan få betydning for forventningerne til kommunernes økonomi forud for ØA27-forhandlingerne.
Udgivet: 11/03/2026
Der tegner sig nye toner fra flere af de borgerlige partier i debatten om den offentlige økonomi. Både Venstre og Liberal Alliance åbner nu for, at udgifterne til kernevelfærd kan vokse mere end det såkaldte demografiske træk – altså den ekstra udgift, der følger af flere ældre borgere.
Venstres formand og statsministerkandidat Troels Lund Poulsen lagde i sidste uge op til flere midler til udvalgte dele af den offentlige sektor. Ambitionen er, at der i nogle tilfælde skal tilføres flere midler end det, der alene følger af befolkningsudviklingen.
»Det bliver en prioritet for mig, hvis jeg bliver statsminister, at vi skal være i stand til at investere mere end det demografiske træk i udvalgte dele af vores kernevelfærd,« sagde Troels Lund Poulsen til Berlingske.
Liberal Alliance åbner også for højere udgifter
Også Liberal Alliance bevæger sig i samme retning. Partiet har traditionelt argumenteret for nulvækst i det offentlige forbrug, men partiformand Alex Vanopslagh åbner nu for øgede udgifter under bestemte betingelser.
»Jeg kan godt være med til at øge det offentlige forbrug, hvis det går til nogle helt konkrete forbedringer, som ikke giver mere bureaukrati,« siger Alex Vanopslagh til Berlingske.
Dermed bevæger partiet sig væk fra en klassisk nulvækstlinje og over mod en model, hvor der kan tilføres flere midler til udvalgte velfærdsområder – så længe det ikke fører til mere administration.
Udviklingen kan få betydning for forventningerne til de kommende økonomiforhandlinger mellem regeringen og kommunerne. Traditionelt har diskussionen handlet om, hvorvidt kommunerne alene skal kompenseres for det demografiske træk, eller om der også skal være plads til løft derudover.
Når også borgerlige partier taler om investeringer ud over demografien, kan det ændre det politiske udgangspunkt for diskussionen om kommunernes økonomi – og dermed også niveauet for de kommende aftaler om den kommunale velfærd.
Sidst opdateret: 11/03/2026 - 23:06












































