
- Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix
Politiet efterforsker fældning af egetræer på kommunal grund
Udgivet: 09/03/2026
Politiet søger vidner, der kan kaste lys over ulovlige træfældninger i Esbjerg Kommune i 2021-2022 samt 2025.
En ukendt gerningsperson har forsøgt at fremskynde nedbrydningen af stubben ved dels at bore huller og dels at afbrænde stubben, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Samlet er der tale om fire egetræer, hvoraf et er cirka 20 år gammelt, mens de resterende er over 40 år gamle. De har en omkreds på mellem 144 og 200 centimeter.
"Egetræer af den alder og størrelse er meget kostbare. Vi efterforsker nu sagen som hærværk", siger politikommissær Morten Alslev Skaarup i pressemeddelelsen.
Politiet modtog anmeldelsen om de ulovligt fældede træer i sidste uge. Det er Esbjerg Kommune, der har informeret politiet om, at der over en længere periode er blevet fældet træer ulovligt langs cykelstien.
Den ulovlige fældning af træerne er sket i Sønderris, der ligger i den nordvestlige del af Esbjerg Kommune. Nærmere bestemt er der tale om træer, der stod langs siderne af cykelstien mellem Jupitervænget og Saturnvænget.
Luftfotos viser, at det ene træ er fældet mellem foråret 2025 og sommeren samme år. Dette stod ud for Jupitervænget 14. De øvrige er fældet mellem foråret 2021 og foråret 2022.
/ritzau/
Sidst opdateret: 09/03/2026 - 10:55












































