Næsten seks ud af ti påklagede kommunale afgørelser på voksenhandicapområdet er korrekte
Antallet af omgørelser er dog steget til et højere niveau. I 2025 var omgørelsesprocenten 43,1 procent. Se din kommune, og læs om forbeholdene her.
Udgivet: 26/02/2026
Et flertal af de påklagede afgørelser på voksenhandicapområdet bliver stadig stadfæstet, skriver NB-Social.
Dog er omgørelsesprocenten steget yderligere. Det viser tal fra Ankestyrelsens talportal.
I 2025 var omgørelsesprocenten på 43,1. Det er en stigning fra sidste år, hvor den var på 40,3. Normalt plejer den dog at ligge under 40 procent.
41,4 procent er hjemvisninger, mens 56,9 procent blev stadfæstet. Meget få kommunale afgørelser bliver således annulleret eller ændret.
Hvert år kommer Social- og Boligministeriet med sit Danmarkskort over omgørelsesprocenten på handicapområdet. Det er både et generelt danmarkskort, et over voksenhandicapområdet og et over børnehandicapområdet.
Efterfølgende skal kommunalbestyrelsen behandle danmarkskortet på et møde inden udgangen af året.
Bemærk: Kommunerne har ikke valideret tallene endnu. Se danmarkskortet længere nede i artiklen.
Det viser omgørelsesprocenten - og det viser den ikke
Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klager over kommunale afgørelser, der enten blev hjemvist, ændret eller ophævet. Det behøver således ikke betyde, at den pågældende afgørelse var forkert, men at der eksempelvis manglede relevante oplysninger.
Ankestyrelsen beskriver selv omgørelsesprocenten på følgende vis i sin læsevejledning:
“Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller hjemvises. Omgørelsesprocenten viser dermed, hvorvidt de der klager til Ankestyrelsen, enten har ret i deres klage, eller har ret til at få genbehandlet deres sag.”
“Omgørelsesprocenten omfatter derimod ikke oplysninger om de sager i kommunerne, som ikke påklages til Ankestyrelsen. Omgørelsesprocenten viser dermed ikke hvor stor en del af det samlede antal sager eller afgørelser i kommunerne som indeholder fejl eller som påklages til Ankestyrelsen. Ligeledes vil afgørelsen i en del af sagerne, som hjemvises, ikke nødvendigvis ændres som følge af yderligere oplysninger mv. Omgørelsesprocenten kan derfor ikke bruges til at udtale sig om den generelle kvalitet af kommunernes sagsbehandling.”
Kommunalbestyrelsen skal behandle danmarkskortet på et møde inden udgangen af det år, hvor omgørelsesprocenterne på socialområdet offentliggøres. Dette følger af retssikkerhedslovens § 79 b.
Læs mere her.
Særligt 3. kvartal trækker procenten op
Ser man på den kvartalsmæssige udvikling siden 2022, kan man se, at omgørelsesprocenten har bevæget sig lidt i bølger, hvor den hyppigere og hyppigere kommer over de 40 procent.
En markant højdespringer er 3. kvartal i 2025, hvor procenten kom over 50 procent. Modsat er 1. kvartal 2025 på et væsentligt lavere niveau, nemlig bare 34,1 procent.
Store kommunale forskelle
Der er store kommunale forskelle, når det kommer til omgørelsesprocenten på voksenhandicapområdet.
Kommuner som Fanø, Ishøj, Kerteminde, Lemvig, Rebild og Tårnby har alle en omgørelsesprocent på 0, mens Fredericia, Næstved, Odder, Solrød og Vejle kommuner havde alle en omgørelsesprocent under 20.
Der er også kommuner, der slet ikke har haft nogle realitetsbehandlede sager. Det er Dragør, Læsø, Morsø, Samsø og Vallensbæk.
I den modsatte ende er der kommuner som Faxe, Vejen, Kalundborg, Ærø og Tønder, der alle havde en omgørelsesprocent over 70.
Ved alle kommuner gør det sig gældende, at der primært er tale om hjemvisninger.
Bemærk: Omgørelsesprocenten tager ikke højde for antallet af realitetsbehandlede sager. En kommune kan have en omgørelsesprocent på 100, selvom den kun har en enkelt påklaget sag.
Sidst opdateret: 26/02/2026 - 10:09












































