
DF fjerner fem folketingskandidater fra sin liste
Udgivet: 26/02/2026
Fem DF-kandidater fra Sjællands Storkreds er blevet fjernet fra partiets opstillingsliste forud for folketingsvalget.
Det skriver TV 2 Øst.
Ifølge mediet er der tale om Stine Steffensen, byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune, Nickolai Hamann, byrådsmedlem i Næstved Kommune, Søren Hansen, byrådsmedlem i Vordingborg Kommune, Casper Wayert, byrådsmedlem i Greve Kommune, og Githa Nelander, byrådsmedlem i Næstved Kommune.
Partisekretær Erik Bjørn Møller forklarer til Sjællandske, hvorfor partiets opstillingsliste fra maj 2025 er blevet annulleret:
"Der er sket en del, siden vi holdt opstillingsmøde sidst. Vi har fået mange, mange nye medlemmer, og derfor synes vi, der var god grund til at røre rundt i gryden. Det er udtryk for, at vi gerne vil se, om vi kan optimere holdet," siger han til Sjællandske.
Til gengæld er der to nye kandidater på listen: Tanja Glückstadt, byrådsmedlem i Køge Kommune, og Malte Boehm Larsen, der er tidligere formand for Nye Borgerliges Ungdom.
FGH
Sidst opdateret: 26/02/2026 - 12:30












































