
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jyske togoverkørsler får kameraer efter dødsulykker
Sidste år mistede to mennesker livet på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg. Nu sættes der midlertidige kameraer op.
Udgivet: 23/02/2026
Seks overkørsler på jernbanestrækningen mellem Tinglev og Sønderborg får midlertidig videoovervågning, indtil de får bomme i første halvår af 2027.
Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.
Kameraerne kommer på baggrund af to dødsulykker i 2025.
I august 2025 mistede en 60-årig kvinde livet på strækningen, og det samme gjorde en 24-årig mand en måned forinden.
De seks overkørsler er nu sikret med blink og klokke, men altså ikke med bomme. Det kommer først til næste år.
Martin Harrow, der er sikkerhedschef i Banedanmark, lægger i pressemeddelelsen vægt på, at det er både livsfarligt og ulovligt at krydse jernbanen, når lyset blinker, og klokkerne ringer.
"Men vi ved, at der desværre er en del trafikanter - bilister, cyklister og fodgængere - der ignorerer signalerne og sætter liv på spil. Vi sætter nu kameraer op, så vi kan dokumentere det, " siger han og fortsætter:
"Optagelserne overdrager vi, såfremt det er nødvendigt, til politiet, når kameraet "fanger" trafikanter, der krydser overkørslen, når anlægget er i gang."
Der sættes master op til kameraerne i næste uge, og de tages i brug i løbet af marts. Der sættes også skilte op ved overkørslerne, så trafikanter ved, at der er videoovervågning i området.
De seks overkørsler ligger ved vejene Vestermark, Klemhestvej, Visgårdvej, Kærvej, Kådnervej og Tørvemose.
/ritzau/
Sidst opdateret: 23/02/2026 - 12:00












































