Bibliotekerne fungerer i stigende grad som kulturhuse
I takt med at bibliotekerne udlåner færre fysiske bøger, har de skruet op for antallet af kulturarrangementer. Det kalder på en politisk diskussion af, hvad skatteborgerne skal betale til, mener tænketank. Se udviklingen for bibliotekerne i din kommune her.
Udgivet: 20/02/2026
Antallet af arrangementer på landets folkebiblioteker er steget med 153 procent siden 2011.
Det viser en ny analyse fra tænketanken Cepos, der peger på, at bibliotekerne i stigende grad fungerer som kulturhuse og aktivitetscentre frem for klassiske bogudlånssteder.
I 2011 blev der afholdt 13.498 arrangementer på landets biblioteker. I 2024 blev der afholdt 34.163 arangementer.
I samme periode er udlånet af fysiske bøger faldet med cirka 27 procent siden 2009, mens downloads af elektroniske materialer er steget markant. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik, som tænketanken har bearbejdet.
Bibliotekerne har skruet op kulturarrangementerne for at forblive et relevant mødested for borgere i byen, når de fysiske bøger ikke længere trækker folk til i samme grad som tidligere.
Se her, hvor mange flere kulturarrangementer, biblioteker i din kommune afholder.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Der er betydelige forskelle mellem kommunerne, når det gælder nettoudgiften per bogudlån - fra 61 kroner i den kommune, der bruger mindst, til 233 kroner i den kommune, der bruger mest. I følge tænketanken kan variationen skyldes forskelle i effektivitet, forskelle i konteringspraksis og at nogle anvender kommuner bruger flere penge på andre aktiviteter end bogudlån som kulturarrangementer.
"Bibliotekerne har historisk haft en klar kerneopgave, nemlig at sikre fri adgang til bøger og viden. Vores analyse viser, at bibliotekerne i dag i stigende grad prioriterer arrangementer og aktiviteter, der ligger langt fra den oprindelige opgave. Det bør give anledning til en politisk diskussion af, hvad skatteborgerne skal finansiere," siger Mette Dalsgaard, underdirektør og økonom i Cepos.
Se her, hvor din kommune ligger.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Tænketanken opfordrer til, at bibliotekerne retter fokus mod kerneopgaven om at stille relevante materialer til rådighed og understøtte oplysning og uddannelse i overensstemmelse med bibliotekslovens formål.
"Der er ikke nødvendigvis noget galt med arrangementer og kreative tilbud. Men når bibliotekerne bevæger sig ind på områder, hvor der allerede findes velfungerende private tilbud, risikerer man at fortrænge private virksomheder og organisationer. Derfor bør man genoverveje prioriteringen og sikre, at bibliotekernes primære fokus fortsat er oplysning og uddannelse," siger Mette Dalsgaard.
Du kan læse Cepos' analyse her.
Sidst opdateret: 20/02/2026 - 10:56












































