En netop offentliggjort evalueringsrapport fra Vive giver kommunerne gode råd til, hvordan de kan få helhedsplejen til at fungere – uden at miste grebet om økonomien.

Midt i implementeringen af ældreloven samler evalueringen erfaringer fra syv kommuner i otte virkemidler, som ifølge projektchef Pia Kürstein Kjellberg kan bruges direkte i arbejdet med implementering af ældreloven.

"Det her kan læses som en spiseseddel. Hvis man sidder med ansvaret for implementeringen af loven, kan man gå ind og se, hvad kommunerne har gjort, hvad der har virket, og hvad der ikke har," siger hun til NB-Ældre.

Ifølge ældreloven skal kommunerne samle hjælpen i brede pleje- og omsorgsforløb og sige farvel til minutstyring og enkeltydelser. Det ændrer en styringslogik, der har været hverdag på ældreområdet gennem årtier – og det er netop her, mange kommuner bliver nervøse. Ikke mindst for, om økonomien kan holdes i ro.

"Mange kommuner er hunderædde for at slippe minutstyringen i enkeltydelser og tænker: Nu skrider økonomien, nu går det helt galt," siger Pia Kürstein Kjellberg.

Men frygten er ifølge projektchefen ikke nødvendigvis berettiget.

"At gå fra enkeltydelser til pleje- og omsorgsforløb er ikke det samme som at give slip på økonomien. Det betyder bare, at man skal styre på en anden måde."

Frygten for at miste kontrollen

Rapporten peger blandt andet på teambaserede beslutninger, systematisk opfølgning og en mere målrettet brug af data som redskaber til at holde udgifterne under kontrol – også inden for en model med brede forløb.

Konkret betyder det, at visitationen ikke længere skal styre på minutniveau, men at de faste, tværfaglige teams får ansvar for at disponere tiden inden for rammen af det visiterede forløb. Én borger kan få lidt mere hjælp, hvis en anden har brug for mindre, det såkaldte "gynger og karusseller"-princip.

Samtidig skal kommunerne følge systematisk op på forløbene. Ikke ved at tælle ydelser, men ved at overvåge samlet visiteret og leveret tid på borger- og teamniveau og reagere tidligt, hvis forbruget bevæger sig i den forkerte retning.

Ifølge Vive er det netop kombinationen af fagligt råderum i teamet og tæt økonomisk opfølgning via data, der gør det muligt at slippe minutstyringen uden at miste kontrollen.

Erfaringerne viser, at flere og mere detaljerede forløb øger administrationen uden nødvendigvis at styrke den økonomiske kontrol. Samtidig risikerer planlæggerne at overtage visitatorernes rolle med at fastsætte ydelser og så er man lige vidt – forklarer Pia Kürstein Kjellberg – hvis formålet var at hjælpen løbende skulle tilpasses borgerens aktuelle ønsker og behov, som det fremgår af ældreloven.

"Der er en risiko for, at man beholder enkeltydelseslogikken i forklædning. Her er det vigtigt med nye rutiner, der samler de tværfaglige teams i drøftelsen af, hvad der er den enkelte borgers behov og sikrer systematisk opfølgning," siger Pia Kürstein Kjellberg.

Hun peger på, at flere kommuner i forvejen har visiteret i pakker i en årrække og allerede har udviklet de systemer, der skal til for at balancere faglig kvalitet og økonomi.

"Man kan lære af de kommuner, der i mange år har arbejdet med tværfaglige teams og visitation i pakker. De har vist, at det godt kan lade sig gøre at levere den rigtige faglige kvalitet – uden at økonomien eksploderer."

Bevidst rettet mod ældreloven

Evalueringen bygger på erfaringer fra kommuner, der mellem 2022 og 2025 har modtaget statslige midler fra puljen til forsøg med selvvisitation på ældreområdet. I foråret 2025 valgte Vive aktivt at indsamle data med fokus på, hvordan erfaringerne kan bruges ind i arbejdet med implementeringen af ældreloven.

"Vi kunne have lavet en klassisk evaluering, der kiggede bagud og var irrelevant. I stedet har vi spurgt kommunerne direkte ind til, hvad der kan bruges i forhold til den reform, de står midt i," siger Pia Kürstein Kjellberg.

Pleje- og omsorgsforløbene er besluttet. Frem mod 2027 skal alle borgere ifølge ældreloven være overgået til dem. Det skal fungere i hverdagen, både fagligt og økonomisk.

Ifølge projektchefen er pointen ikke, at der findes én rigtig model, men at kommunerne kan lade sig inspirere af hinanden.

"Man kan tage de otte virkemidler én for én og spørge: Hvad kan vi bruge? Hvad har kommunerne gjort? Hvad har virket godt – og hvad skal vi være opmærksomme på? Det er i virkeligheden det, rapporten kan bruges til."