
- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Eskimovej skifter navn for at anerkende inuitkultur
Udgivet: 19/02/2026
Eskimovej i Aarhus kommer fra næste måned til at hedde Silavej.
Det skriver Jyllands-Posten.
Navneskiftet sker efter ønske fra Det Grønlandske Hus i Aarhus og den grønlandske studenterforening Avalak.
Sidste år anmodede Aarhus Byråd om at give vejen et navn, "der er mere neutralt eller anerkender inuitkulturen på en respektfuld måde".
Selve ordet "eskimo" er gammelt, og det kan i én betydning betegne personer, der spiser råt kød. Det kan også forstås i betydningen "de, der taler et fremmed lands sprog".
Betegnelsen var ifølge Danmarks Nationalleksikon almindeligt anvendt fra midten af 1800-tallet, men er i dag ifølge leksikonet forældet.
Aarhus Kommune havde i høringsperioden modtaget to indsigelser mod navneskiftet.
/ritzau/
Sidst opdateret: 19/02/2026 - 11:47












































