
En ekspertgruppe nedsat af Miljøministeriet har anbefalet at sænke grænseværdien for nitrat fra 50 milligram til 6 milligram per liter drikkevand. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Heunicke vil sænke nitrat-grænse i drikkevand: Det er en hastesag
Ifølge ekspertgruppe kan en lavere grænseværdi for nitrat forhindre op mod 70 tilfælde af tarmkræft om året. Det kan dog give konsekvenser for de danske vandværker, mener brancheorganisation.
Udgivet: 12/02/2026
Miljøminister Magnus Heunicke (S) er klar til at sænke grænseværdien for nitrat i drikkevandet i Danmark.
Det siger ministeren til DR, efter at en ekspertgruppe nedsat af Miljøministeriet har anbefalet at sænke grænseværdien fra 50 milligram til 6 milligram per liter.
Ifølge ekspertgruppen vil det kunne forebygge 50 til 70 tilfælde af tarmkræft om året i Danmark.
"Det er en hastesag. Når der er så klar en konklusion fra vores uafhængige eksperter, så skal vi selvfølgelig reagere på det. Der er ikke noget andet valg," siger Magnus Heunicke til DR.
Ekspertgruppen kom med sine anbefalinger i december 2025.
Her oplyste brancheorganisationerne Danva og Danske Vandværker, at 215 vandværker har et gennemsnitligt nitratindhold på over seks milligram per liter over tre år.
Ifølge organisationerne vil en ny grænseværdi på seks milligram per liter have konsekvenser for omkring ti procent af den samlede almene drikkevandsforsyning i Danmark.
Store omkostninger
Teknisk kan vandselskaberne godt leve op til en ny grænseværdi for nitrat i drikkevandet på seks milligram per liter, men det vil have meget store omkostninger.
Det vurderede Dorte Skræm, der har ansvaret for drikkevandsområdet i Danva, da NB-Forsyning & Klima talte med hende i december.
"Konsekvensen vil være øget konsolidering i sektoren, da især mindre forsyninger vil have svært ved at leve op til kravene såvel økonomisk som organisatorisk," lød det.
Nitrat i drikkevandet stammer primært fra brug af kvælstofgødning i landbruget, mens der også geografisk er forskel i nitratkoncentrationen.
Af geologiske grunde er niveauet højere især i den nordlige del af Jylland, hvor en ny grænseværdi vil skabe udfordringer. Det har blandt andet en kortlægning af Danva og Danske Vandværker fra 2023 vist.
Aalborg byråd besluttede sidste år, at drikkevandet for kommunens område skal renses til 15 milligram nitrat per liter, og at der skal åbnes nye kildepladser.
Den proces blev anslået til at koste 645 millioner kroner, hvilket vil gøre en husstands drikkevand (ved 100 kubikmeter) ca. 1.000 kroner dyrere om året i 2035.
/ritzau/AD
Sidst opdateret: 12/02/2026 - 10:19












































