
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Minister svarer byråd: Arbejder hårdt på nedlukning af kontrakt
Udgivet: 06/02/2026
Byrådet i Struer Kommune er utilfredse med GoCollective og deres service på Thybanen, der har været ramt af mange togaflysninger – 1.660 planlagte aflysninger alene i 2025.
Derfor har de tidligere taget kontakt til transportminister Thomas Danielsen (V) i et brev, som der nu er kommet svar på.
Det skriver TV Midtvest.
Transportministeren deler frustrationen over GoCollective, og han ønsker at bryde med selskabet, lyder det.
"Jeg deler Struer Kommunes frustration over GoCollectives service. Derfor arbejder jeg hårdt på en nedlukning af kontrakten før tid, hvilket blandt kræver, at alt materiel skal vurderes. Jeg regner med at være færdig med det i uge 10 og ser frem til, at staten kan investere de nødvendige midler i den kollektive transport i vores landsdel," skriver han til mediet.
Politikerne ønskede sig i brevet faste togbusser på Thybanens strækning mellem Stuer og Thisted.
Allerede i september meddelte Thomas Danielsen, at han ønsker, at DSB overtager driften af alle strækninger, som GoCollective kører tog på.
I 2003 overtog GoCollective togdriften i Midt- og Vestjylland. Siden er de blevet forlænget flere gange, og deres nuværende kontrakt, som transportministeren vil lukke før tid, løber frem til og med 2028.
AØM
Sidst opdateret: 06/02/2026 - 12:11












































