
- Foto: Presse
22 millioner skal styrke børn og unges sundhed i Faaborg-Midtfyn
Udgivet: 04/02/2026
Center for Sundt Liv og Trivsel investerer 22 millioner kroner i partnerskab med Faaborg-Midtfyn Kommune om at styrke børn og unges sundhed.
Lokale løsninger skal bidrage til national viden om, hvordan udfordringer med sundhed og trivsel kan håndteres tidligere og mere sammenhængende.
Med investeringen på knap 22 millioner kroner over de kommende fire år skal samarbejdet udvikle og afprøve nye måder at arbejde mere koordineret og databaseret med børn og unges sundhed og trivsel på.
Det sker i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor indsatserne udvikles og testes tæt på børn, unge og medarbejdere.
"I Faaborg-Midtfyn Kommune vil vi gerne gå foran og tage ansvar. Vores samarbejde med Center for Sundt Liv og Trivsel giver os mulighed for at være nysgerrige, eksperimenterende og lyttende. Som i et laboratorie, hvor vi prøver ting af og har mulighed for at udvikle løsninger sammen med børnene og de unge selv," siger borgmester Anstina Krogh (S) i en pressemeddelelse.
Ambitionen er, at viden og erfaringer siden kan anvendes af andre kommuner.
JSC
Sidst opdateret: 04/02/2026 - 11:46












































