Kia Lund McDermott, Jesper Dahlgaard og Kasper Tange Jørgensen fortæller, hvordan de har arbejdet med beskæftigelsesreformen.

Kia Lund McDermott, Jesper Dahlgaard og Kasper Tange Jørgensen fortæller, hvordan de har arbejdet med beskæftigelsesreformen. - Foto: Nordfyns Kommune // Aalborg Kommune // Gentofte Kommune

Centerchefer tager imod reformen: "Meget større end hvad vi har prøvet før"

Den første del af beskæftigelsesreformen er trådt i kraft. Tre chefer for beskæftigelse er glade for frisættelsen men understreger, at der ligger en massiv opgave forude.

Udgivet: 03/02/2026

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Nu er den første del af Beskæftigelsesreformen trådt i kraft. Tre chefer for beskæftigelse tager godt imod dele af reformen, men der ligger også en stor opgave og venter.

For når man bliver frisat, så kræver det også, at man finder ud af, hvordan man vil tilrettelægge en central del af kommunens velfærd, nemlig at få borgere i job eller anden aktivering.

Ét sted har man fulgt politisk udarbejdede pejlemærker for reformen, mens en anden lægger vægt på, at man må tage opgaven på sig, hvis man skal løfte det ansvar, der kommer med frisættelsen.

Læs i denne artikel, hvordan der bliver arbejdet med reformen i Nordfyn, Aalborg og Gentofte kommuner, og hvordan man vil lykkes med den omfattende opgave, som der er blevet stillet.

NB-Beskæftigelse bringer flere uddybende pointer fra de tre chefer.

Stor opgave i Nordfyns

"I beskæftigelsesverdenen spiser vi normalt reformer til morgenmad, men den her er meget større, end hvad vi har prøvet før. Det er positivt, men det er en stor opgave."

Det siger Kia Lund McDermott, arbejdsmarkedschef i Nordfyns Kommune, om den omfattende reform, hvor første del er trådt i kraft per 1. februar.

Hun understreger, at man længe har forberedt sig, hvor man i Nordfyns Kommune allerede i sommeren sidste år fik det daværende arbejdsmarkedsudvalg til at udarbejde politiske pejlemærker, som man kunne arbejde målrettet efter.

Kia Lund McDermott mener, at vi skal godt ind i 2027 for at se, hvilke effekter reformen har. Samtidig skal reformens dele implementeres gradvist, og det giver visse udfordringer, påpeger hun.

Hun fremhæver de hidtil obligatoriske indsatser som løbende samtaler, ressourceforløb og jobprøvning som nogle af de ting, som man nu vil se på og potentielt gentænke.

"Hvad gør vi så? Det er nogle vigtige samtaler, vi skal have med medarbejderne, og vi skal kigge i vores arbejdsgange og finde ud af, hvad der virker. Og det første år må vi prøve nogle ting af," siger hun og understreger, at de er dygtige til at spotte de borgere, som har behov for indsatser eller har risiko for at være ledige i længere tid.

Gentofte gør op med målgrupper

I Gentofte Kommune har man arbejdet målrettet med at gøre op med målgrupperne. Hvor man har gået fra skarpt opdelte grupper, har man nu skabt en mere fleksibel organisering.

Det fortæller Kasper Tange Jørgensen, afdelingschef i Borger, Erhverv, Beskæftigelse og Integration. Han understreger, at arbejdet med reformen har været i gang i et par år nu, og han er overordnet positiv overfor, at der kommer en højere grad af lokal frihed.

"Reformen er et mulighedsrum og en sjov legeplads, hvor vi får et ansvar, vi ikke har haft før. Vi skal samarbejde med vores lokale politikere på en anden måde nu, hvor de har mere magt frem for, at lovgivningen kommer fra Christiansborg," siger han.

Forenklingen er velkommen i Aalborg

I Aalborg Kommune ser man en stor opgave forude med de rammer, der ligger bag beskæftigelsesreformen. Jesper Dahlgaard, job- og uddannelseschef i kommunen, ser mange positive ting i reformen og dens regelforenkling.

"Det er godt, at vi får forenklet nogle ting. Det er rammen, der bliver forenklet, men forenklingen skal jo findes ude i det, vi gør. Så ansvaret for det er jo sådan set ledere, medarbejdere og politikere."

Mens han understreger, at han er tilfreds med forenklingen, så vil ingen af ændringerne komme af sig selv, påpeger Jesper Dahlgaard.

"Det er jo mindre fokus på proceskrav. Det synes jeg sådan set er godt, fordi det giver noget frihed til, at vi selv kan handle. Men vi skal også gribe frihed. Det er det, der er pointen," siger han og fortsætter:

"Bare fordi rammen er ændret, så kommer det jo ikke af sig selv."

Fakta

Beskæftigelsesreformens hovedelementer

  • Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) præsenterede sammen med aftalepartierne Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i april den omfattende reform, som skal give besparelser på beskæftigelsesområdet på 2,59 milliarder kroner frem mod 2030.

  • Kommunerne vil fremover blive målt på, hvor gode de er til at få borgere i job, og man fjerner derfor det skærpede tilsyn. Den statslige opfølgning på beskæftigelsesindsatsen vil fremover fokusere på, om kommuner og a-kasser formår at få borgere i job eller uddannelse og på tilfredsheden med indsatsen.

  • At alle borgere som udgangspunkt forventes at kunne få et job indenfor seks måneder og alle kontanthjælpsmodtagere er dermed som udgangspunkt "jobparate".

  • Dertil møder man flere unge med fokus på job, da uddannelse ikke er vejen frem for alle, og derfor afskaffes "uddannelsespålægget".

  • For at styrke kommunernes incitament til at gøre en indsats for, at de ledige længst fra arbejdsmarkedet får løntimer, indføres en jobpræmie til kommunerne. Det skal give et klart og tydeligt incitament for kommunerne til at yde en ekstra indsats for at få borgere med flere år uden fodfæste på arbejdsmarkedet i ordinær beskæftigelse. Jo flere løntimer borgerne opnår, jo større bliver den samlede indtægt til kommunen. Kommunen kan bruge indtægterne fra jobpræmien til serviceudgifter. Den konkrete model for jobpræmien skal fastlægges som led i udmøntningen.

  • Som led i forenklingen afskaffes ressourceforløb, jobafklaringsforløb, revalideringsordningen, særlig støtte, indsatsgarantien, ret til personlig jobformidler og ret til samtale med sundhedskoordinator i forbindelse med et konkret tilbud. Sygemeldte, der ikke kan få forlænget deres sygedagpenge, vil overgå til en reduceret sygedagpengesats.

  • Kravene til antal samtaler og tilbud for dagpengemodtagere og jobparate ledige harmoniseres også, så der fremover stilles krav om minimum fire samtaler og ét aktiveringstilbud inden for de første seks måneder.

  • Det vil give større fleksibilitet for kommunen til at vurdere, om borgeren har størst gavn af fx et social- eller sundhedstilbud. For borgere længere fra arbejdsmarkedet og sygemeldte reduceres kravet til antallet af samtaler fra de nuværende fire til én samtale inden for de første seks måneder.

  • Sygemeldte fra beskæftigelse flyttes ud af beskæftigelsesindsatsen.

  • A-kasser og private leverandører skal spille en større rolle i beskæftigelsesindsatsen. Derfor sættes et treårigt forsøg i gang, hvor borgere tættest på arbejdsmarkedet skal have mere indflydelse på deres eget forløb. Derfor får udvalgte dagpengemodtagere frit valg til et kontaktforløb hos enten kommunen, a-kassen eller en anden aktør.

De ovenstående initiativer skal blandt andet frigive 2,7 milliarder varigt på beskæftigelsesområdet.

Sidst opdateret: 03/02/2026 - 13:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]