Det nye projekt hedder den Blå IT-Cafe.

Det nye projekt hedder den Blå IT-Cafe. - Foto: Befunky: Maja Gammelgaard PR-Foto. Aabenraa: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kommune udvider succesfuldt samarbejde med civilsamfundet

Aabenraa Kommune har succes med at samarbejde med civilsamfundet. Blå Kors driver et værested, der bygger bro mellem borgere og kommunen. Nu udvides det med IT-café og fast medarbejder fra Borgerservice.

Udgivet: 26/01/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

"Det er bare et givtigt samarbejde!"

Sådan lyder budskaber fra Maja Gammelgaard, der er socialchef i Aabenraa Kommune. Her er det lykkedes dem at knække koden, når der kommer til at samarbejde i civilsamfundet, som nu skal udvides yderligere.

Samarbejdet er med til at bygge bro mellem mennesker, der finder mødet med myndighederne svært, og så kommunen på den anden side.

Aabenraa Kommune har nemlig en samarbejdsaftale med Blå Kors, som kommunen giver årlig driftsstøtte, for hvilken de blandt andet driver et værested i Aabenraa by for kommunen. Her er der dagligt 90 gæster gennem huset.

Det er typisk socialt udsatte, sårbare, ensomme, misbrugere eller borgere med psykiatriske sygdomme, der bruger værestedet.

Flere og flere kommuner forsøger netop at styrke samarbejdet med civilsamfundet. Her vurderer Maja Gammelgaard, at eksemplet fra Aabenraa er en oplagt case for, hvordan man kan gribe opgaven an.

Allerede nu er der en række projekt centreret omkring værestedet. Blå Kors driver også nærliggende boliger, hvor de borgere, der bor der, bliver inkluderet ovre i værestedet. Ligesom kommunens sociale tandplejeklinik og sociale sygeplejeklinik er dernede.

"Vi har det, vi kalder "fremskudt-visitation". Vores sagsbehandlere fra myndighedsafdelingen er dernede en gang i ugen for at tage potentielle problemer eller behov up front," fortæller hun til NB-Social.

Den Blå IT-Cafe

Nu lægger kommunen op til at udvide indsatserne tilknyttet til værestedet yderligere. Kommunens Arbejdsmarkedsudvalg har afsat midler, så værestedet også skal hjælpe borgere med digitale udfordringer.

Projektet hedder den Blå IT-Cafe - læs mere om det nederst i artiklen.

Kommunen har en udsattestrategi med en relativt bred definition af udsatte, der også inkluderer digitalt udsatte, som ikke nødvendigvis har glæde af at møde op i Borgerservice for at få hjælp.

"Vi sætter en fast medarbejder fra Borgerservice nede i værestedet, hvor opgaven bliver at klæde de frivillige bedre på, så de bliver en form for super IT-brugere. Samtidig laver Borgerservice noget rigtig godt instruktionsmateriale for de nye frivillige, så kommunen ikke skal være afhængig af hele tiden at have en Borgerservice-medarbejder dernede," siger Maja Gammelgaard.

Hun understreger, at det giver utrolig god mening, da det ellers ville være meget tidskrævende for værestedet at håndtere de digitale udfordringer.

“Den Blå IT-Café viser hvad der kan lykkes når kommune, ngo og frivillige arbejder tæt sammen om en fælles opgave. Vi udvikler løsningerne sammen, og det giver nye mulighed for at hjælpe borgere der ellers ikke fik hjælp,” tilføjer Bente Blenstrup, afdelingschef for Sekretariat og Borgerservice i Aabenraa Kommune.

Samtidigt har en fast Borgerservicemedarbejder dernede medført, at det er kommet et menneskeligt ansigt på Borgerservice, så det ikke er frygten mødet med en myndighed, der holder folk væk. Derfor er det også blevet nemmere at betjene borgerne, i de situationer hvor det er nødvendigt at tage i Borgerservice.

“Den Blå IT-Café er en konkret måde vi arbejder med Fremtidens Borgerservice. Ikke alle borgere kan eller vil møde os de samme steder, og derfor skal vi være mere fleksible. Her bringer vi Borgerservice tættere på borgernes hverdag – og det gør en reel forskel,” siger Bente Blenstrup.

Det skal der til for et godt samarbejde med civilsamfundet

En af grundene til, at samarbejdet fungerer, er, at kommunen ikke tørrer opgaverne af på Blå Kors, men er med til at understøtte, hjælpe og kvalificere.

Her påpeger Maja Gammelgaard, at målt i kroner og ører er støtten givet utrolig godt ud.

"Den støtte, vores politiske udvalg her giver til Blå Kors er godt givet ud i forhold til de mange, mange, mennesker, vi får hjulpet herigennem. Både fordi de driver nogle konkrete indsatser, men også fordi de bliver en adgang for os i kommunen til at få lov at arbejde med nogle mennesker, som er afhængige af vores hjælp, men hvor det kan være rigtig, rigtig svært at modtage hjælpen," siger hun og fortsætter:

"Man får usædvanligt meget for pengene her, og det var jo mennesker, vi alligevel skulle hjælpe."

Er der andre kommuner, der kigger til Aabenraa for at hente inspiration, er det dog afgørende, at kommunen såvel som civilsamfundet er indforstået med, at de har aktier i samarbejdet.

"Begge parter skal være indforstået med, at det kræver noget af hinanden. Altså, hvis det her skal blive et mega godt tilbud for den her målgruppe, hvad kan kommunen så bidrage med?" siger hun og fortsætter:

"Nogle gange kan man godt blive hinandens modsætning. NGO'en overfor kommunen. Her er styrken i vores samarbejde, at vi understøtter hinanden."

Fakta om den Blå IT-cafe

Baggrund og formål

Projektet blev politisk prioriteret af det daværende Arbejdsmarkedsudvalg i 2024, som besluttede at afsætte midler til indsatsen over en toårig periode i 2025–2026. Projektet skaber grundlag for både opbygning, konsolidering og evaluering af samarbejdet som kan danne inspiration for nye projektet på socialområdet.

Den Blå IT-Café er et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og Blå Kors, der har til formål at styrke den digitale inklusion blandt socialt udsatte borgere, som benytter værestedet Den Blå Oase i Aabenraa. Målgruppen har ofte komplekse sociale udfordringer og oplever samtidig betydelige barrierer i mødet med det digitale samfund.

Projektet er en ny samarbejdsform mellem kommune og civilsamfund, hvor opgaver og ansvar løses i et tæt samspil. Samarbejdet udvikles og justeres løbende og følges gennem både kvalitative og kvantitative evalueringer.

Hjælp til selvhjælp

Projektet bygger på et princip om hjælp til selvhjælp, forstået som et målrettet kompetenceløft af de frivillige i værestedet. Borgerservice oplærer og understøtter de frivillige, så de i stigende grad selv kan varetage den daglige digitale vejledning af brugerne i trygge og kendte rammer. Efter projektperiodens udløb vil Borgerservice fortsat stå klar til at understøtte indsatsen gennem faglig sparring, dialog og ved behov fysisk tilstedeværelse, så kvaliteten i vejledningen fastholdes.

Som led i projektet er Borgerservice-medarbejderne blevet fagligt klædt på gennem EU-projektet REACT, der gennemføres i samarbejde med Syddansk Universitet. Kompetenceforløbet har haft fokus på digital vejledning af udsatte målgrupper og på medarbejdernes rolle som faglige sparringspartnere for frivillige.

En væsentlig styrke i indsatsen er det relationsopbyggende arbejde, som allerede eksisterer mellem de frivillige og brugerne i Den Blå Oase. Brugerne møder hjælpere, de kender og har tillid til, hvilket er afgørende for deres villighed til at tage imod støtte. Samtidig har tilstedeværelsen af Borgerservice-medarbejdere i værestedets rammer bidraget til et mere nuanceret billede af Borgerservice som myndighed. Når hjælpen mødes i øjenhøjde, mindskes utrygheden, og flere borgere får øget mod og lyst til at møde op fysisk i Borgerservice, når det er nødvendigt.

Fremtidens Borgerservice

Den Blå IT-Café er samtidig en konkret realisering af Aabenraa Kommunes udviklingsplan Fremtidens Borgerservice, hvor kommunen arbejder for et mere inkluderende digitalt samfund med fleksible løsninger, der tager udgangspunkt i borgernes forskellige forudsætninger. I forlængelse heraf peger projektet frem mod udviklingen af en mere fleksibel Borgerservice, hvor det i løbet af 2026 forventes at blive muligt at løse visse tekniske borgerserviceopgaver lokalt uden for de traditionelle rammer.

Sidst opdateret: 26/01/2026 - 11:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]