Jakob Ville (V), borgmester i Kolding Kommune, vil i praktik på kommunens velfærdsarbejdspladser for at forstå dem. - Foto: Kolding Kommune
Ny borgmester skal i praktik: "Jeg skal være med i arbejdet, også når det brænder på"
Borgmester i Kolding Kommune, Jakob Ville (V), mener ikke, at kaffemøder er nok for at forstå de kommunale arbejdspladser. Han vil derfor i praktik en gang om måneden.
Udgivet: 21/01/2026
I stedet for at booke en række kaffemøder rundt omkring på de kommunale arbejdspladser vil den nyvalgte borgmester i praktik. Han vil ikke bare ind og kigge på stuen eller i klasseværelset, men en gang månedligt vil han i fire timer af gangen følge medarbejdere.
"Jeg vil ud der, hvor medarbejderne er og se, hvad det er for nogle opgaver, de står i."
For den nye borgmester i Kolding Kommune, Jakob Ville (V), er det vigtigt at få en reel forståelse for de forskellige kommunale arbejdspladser i kommunen, og derfor har han selv taget initiativ til sit praktikforløb.
"Jeg har selv som tidligere skoleleder og lærer tit haft lyst til at vise politikerne, hvad vi stod i i hverdagen," siger han og uddyber:
"Det ene er medarbejderperspektivet, og det andet er jo også borgerperspektivet - at se hvad det rent faktisk er den ældre på et plejehjem, den udsatte borger på et bosted eller barnet i en daginstitution oplever for en service eller mangel på samme. Hvad er det for nogle behov, de har? Og hvordan bliver de set og mødt derude?"
Jakob Ville har siddet som formand for Plan og Teknik-udvalget, og har derfor et godt kendskab på det område om affaldsindsamling, rottebekæmpelse og renholdning af byen og så videre mener han selv. Derfor vil praktikkerne primært blive planlagt for arbejdspladser på velfærdsområderne.
Nuancerne er vigtige
Jakob Ville mener, at det er helt afgørende som borgmester at få en forståelse for, hvilke nuancer der er i de historier, man kan læse i medierne overfor det, som borgerne oplever. Og for at få en forståelse for dem, mener han heller ikke, at kaffemøder er nok for at lære kommunens arbejdspladser at kende.
"Jeg har lagt stor vægt på overfor min forvaltning, at jeg vil i praktik i fire timer af gangen, og ikke blot et par timers kaffemøde.
Om det er at skralde gulerødder til frokost på plejehjemmet, sidde med på en stue i en daginstitution eller være med, når en pædagog udfylder de skemaer, som de skal.
"Jeg vil ikke bare ud og følge en skoleleder, jeg har brug for at mærke det, der sker. Hvordan er det at stå i et klasselokale, når man har fire elever med ADHD, hvor der også sidder en hel klasse, man også skal tage sig af. Jeg skal være med i arbejdet, også når det brænder på," understreger han.
Sidder ikke bare på kontoret
Udover at Jakob Ville vil lære kommunen bedre at kende, så vil han også gerne sende et signal om, at han ikke er en ny borgmester, som holder sig til sit kontor.
"Jeg håber selvfølgelig også at sende det signal til borgerne i Kolding Kommune, at jeg er interesseret i deres hverdag, og at de får en borgmester, der er tæt på borgerne. Jeg sidder ikke bare på mit kontor og træffer regnearksbeslutninger ud fra statistikker og så videre, men at jeg rent faktisk interesserer mig for de dagligdagsudfordringer, der er."
Han mener samtidig, at en del af den forståelse er, at når der for eksempel er utilfredse borgere, så er der ofte en forklaring på, at tingene er, som de er. Han fortæller nemlig, at han får mange henvendelser hver dag, som akn være utilfredse borgere der undrer sig over, hvorfor de ikke får mere hjælp til noget specifikt.
"Og det kan der jo være nogle gode forklaringer på. Der kan man nogle gange som borgmester falde i gryden og sige, at det er da også for dårligt, det må der være nogen, der lige fikser," siger han og tilføjer:
"Men der er måske noget lovgivning, nogle regler eller nogle rigtig gode forklaringer på, hvorfor man ikke lige har fået den hjælp, man synes, man havde brug for. Så det er jo ikke så sort-hvidt altid. Og når der er nogen, der skriver til mig og klager over en lærer et sted, en pædagog eller en eller anden manglende tømt skraldespand, så er der ofte en rigtig god forklaring på det. Så det glæder jeg mig også til at komme ud og opleve," afslutter han.
Jakob Ville skal i sin første praktik den 20. februar. Det er endnu ikke besluttet, hvor han skal det, det er forvaltningen i kommunen i gang med at udarbejde en plan for.
Sidst opdateret: 21/01/2026 - 11:00












































